Jeg genså Don Siegels “Dirty Harry” i går aftes for jeg ved ikke hvilken gang. Den fantastiske film kom til verden i 1971, seks år før undertegnede velsignede kloden med sin fødsel, og den repræsenterer (blandt andet takket være Lalo Schifrins funky score, der emmer af psykedeliske jazz-blues-vibes) et fortættet tidsbillede af 70’ernes San Francisco: “The Me Decade”, som Tom Wolfe døbte årtiet.
En snigskytte med kuk i kysen hærger den store, menneskemyldrende kystby. Scorpio, kalder han sig, og han starter både filmen og sin kriminelle løbebane ved at skyde en ung kvinde, der svømmer i en tagpool. Jeg kom til at tænke på stakkels Chrissie (det første offer i Steven Spielbergs “Jaws” fra 1975) da han skyder pigen. Scorpio er en sulten haj, og han har gjort The Bay Area til sit farvand. Både Siegels og Spielbergs offer bliver brutalt og intetanende trukket ind i døden, imens de svømmer.
Dirty Harry, der af filmforskeren Rikke Schubart har fået betegnelsen “storbyens skraldemand” i dennes glimrende gennemgang af actiongenrens udvikling, er en gammeldags, konservativ OG gammeltestamentlig “øje for øje, tand for tand”-type. Han skyder, før han stiller spørgsmål, og han rydder op i al den bærme, ingen andre vil røre ved. Han er skraldemanden, der har fået opgaven at tage sig af Scorpio: En byld, der har vokset sig stor og betændt i syndens by.
San Francisco skildres nemlig som et Sodoma og Gomorra, der i kølvandet på 60’ernes modkulturbølge er blevet forvandlet til et kapitalistisk kødmarked. Natten illumineres af neonskilte, der lokker med sexshows, pornobutikker og stripperbarer, og når Dirty Harry patruljerer i den natmørke by med partneren ved sin side, imens de glider forbi gadernes promiskuitet, kan man ikke undgå at sende en tanke til taxachaufføren Travis Bickle: Den mentalt ustabile krigsveteran, som kører nattaxi i New York, og som portrætteres blændende af Robert De Niro i Martin Scorseses mesterværk “Taxi Driver” fra 1976.
“Dirty Harry” er en formidabel film, der var med til at indlede det årti i amerikansk filmkunst, som af mange med rette betegnes som det kunstnerisk mest betydningsfulde. I aften skal jeg gense “Taxi Driver” – så endnu en filmrejse ind i det mørke, mytologiske Amerika venter forude.