Forlaget Cobolt har netop genudgivet tegneseriebiografien, som første gang udkom på dansk i 2005. Nu foreligger den i en stærkt udvidet udgave med talrige ekstra nedslag i Hergés verden, herunder også en række iøjnefaldende manifestationer efter hans død, alt sammen kærligt illustreret af Stanislas.
Forlaget skriver følgende om bogen:
Tag med på en forunderlig biografisk opdagelsesrejse gennem Hergés liv fra ungdommens spejdertid via den første succes med ”Tintin i Sovjetunionen”, de svære vilkår som tegner under Anden Verdenskrig og den efterfølgende enorme fremgang indtil 1983, hvor Hergé ved sin død efterlod sit livsværk som en bemærkelsesværdig krønike om det tyvende århundrede, i dag mere kendt og elsket end nogen sinde.
Samtidig med at Tintin uopholdeligt blev mere og mere populær og verdenskendt i løbet af 1950’erne og 60’erne, gennemgik Hergé flere personlige og kunstneriske kriser, som tematisk, visuelt og narrativt fik indflydelse på Tintins oplevelser, ligesom møder med tegneserieskabere som Edgar P. Jacobs og kunstnere som Andy Warhol fik indflydelse på både hans liv og hans tegneserier. For ikke at tale om den kinesiske kunststuderende Tchang Tchong-jen, som Hergé mødte i Bruxelles midt i 1930’erne og først opnåede et rørende gensyn med sent i livet.
Info om bogen:
Sprog: Dansk
Sideantal: 104
ISBN: 9788775880492
Format: 23,5 x 30,5 cm
Udkommer: 2024 (er udkommet)
1. udgave, 1. oplag
Indbinding: Hardback
Forlag: Forlaget Cobolt
Tegner: Stanislas Barthélémy
Forfatter: José-Louis Bocquet og Jean-Luc Fromental
Oversætter: Paw Mathiasen