Fortsættelsens nødvendighed?
Tidens strømninger bølger frem med udvidelser af eksisterende universer i form af efterfølgere til succesfulde film, serier og bøger. Mere vil have mere. Men hvor går grænsen mellem udforskning af karakterer, fortællinger og universer, og så nødvendigheden i at forsætte en fortælling? Lad os se nærmere på dette fænomen.
”Joker: Folie à Deux” er instrueret af Todd Phillips og er forsættelsen af den kritikerroste og prisvidende ”Joker” fra 2019. Tilbage er også Scott Silver som manuskriptforfatter sammen med Phillips. Titelrollen som Joker/Arthur Fleck indtager Joaquin Phoenix på ny, hvor Lady Gaga ankommer som Harley Quinn. Filmen byder også på et gensyn med naboen, Sophie Dumond (Zazie Beetz), den tidligere kollega, Gary (Leigh Gill) og socialrådgiveren (Sharon Washington). Andre nye tilføjelser til persongalleriet er vagten, Jackie Sullivan (Brendan Gleeson) og advokat for Arthur/Joker, Maryanne Stewart (Catherine Keener).
Filmfotografen Lawrence Sher leverer endnu en gang flotte billeder af Gotham, lige dele grumset 80’er æstetik og spraglede drømmesekvenser. ”Joker: Folie à Deux” er i øvrigt det syvende samarbejde mellem Sher og Phillips. Filmscoren, igen komponeret af Hildur Guðnadóttir, er mere subtil end i den original film for at understøtte de prominente sangnumre i fortsættelsen af historien om Arthur/Joker, dog stadig så unik, at nakkehårene får liv.
Nu retur til indgangsbønnen: Er ”Joker: Folie à Deux” en nødvendig fortsættelse? Svaret har behov for plads.
Budgettet for den første film er estimeret et sted mellem beskedne 55 og 70 millioner dollars, og indtjente over en milliard dollars, mens budgettet for efterfølgeren befinder sig mellem hele 190 og 200 millioner dollars. Det finansielle aspekt syntes at have en finger med i spillet om nødvendigheden af denne fortsættelse.
Originalen fra 2019 er et karakterstudie af et ødelagt menneskes rejse mod selvdestruktion, en tragedie sminket som en komedie. Og fortsættelsen tager også narrative risici, hvilket klæder filmen, hvor adskillige sekvenser fremstår effektfulde, velspillede og tankevækkende, men de savner bindevæv for at skabe en helstøbt fortsættelse. I stedet udspiller ”Joker: Folie à Deux” sig som en epilog til ”Joker” (2019), opdelt mellem at være et karakterstudie, et retssalsdrama og en musical. De forskellige genrer skaber en fragmenteret filmoplevelse, idet de musikalske indslag, måske faciliteret af Lady Gagas casting som Harley Quinn, dominerer for hyppigt og for længe. Kunstgrebet med at lade de musikalske islæt spille rollen som en manifestation af den delte galskab mellem Joker og Harley (folie à deux er fransk for galskab for to eller delt psykose) er virkningsfuldt, men bliver slidt op af hyppighed og længde af de enkelte indslag.
Harley Quinn som karakter er ligeledes problematisk for filmen. Lady Gaga gør en fin figur, men karakteren er underudviklet og kan nemt erstattes af en vilkårlig fan af Joker og stadig være en kommentar om moderne fankultur. Samspillet mellem Lady Gaga og Joaquin Phoenix er velfungerende, og Phoenix udviser dedikation i sin præstation og bringer nye nuancer frem i karakteren. Manuskriptet svigter desværre begge centrale karakterer, allermest Arthur ved at gøre ham for passiv og en manglende nerve, noget som ”Joker” besad i overflod.
Filmen er heller ikke hjulpet af bindinger til det eksisterende Batman-univers: Den originale film viste mordet på Bruce Waynes forældre, mens nummer to film både foregår delvist i Arkham Asylum, det sikrede psykiatriske hospital, hvor Batman sender sine fjender hen og har bærende karakterer fra Batman-universet som Harley Quinn og Harvey Dent. Disse elementer spiller på forventningerne og måske er det intentionen fra Phillips, men deres velkendte natur og afledte forventninger modarbejder oplevelsen af filmen.
Et stykke selvbevidst metafiktion og en kommentar til fankultur, ”Joker: Folie à Deux” er flot, stemningsfuld og velspillet, og svarer på en del spørgsmål, som på interessant vis blev efterladt åbne i den originale film. Desværre tjener svarene ikke et større formål, hvorfor svaret på, hvorvidt denne fortsættelse er nødvendig, må være et nej.