STREAMINGOMTALE: “The Shawshank Redemption” (1994)

Frank Darabonts nyklassiker “The Shawshank Redemption” aka “En verden udenfor” fra 1994 er en fantastisk film og én af de fineste Stephen King-filmatiseringer. Filmen bygger på Kings novelle “Rita Hayworth and the Shawshank Redemption” fra 1982, der findes trykt i novellesamlingen “Different Seasons”.

“The Shawshank Redemption” er et thriller-crime-drama, der handler om bankmanden Andy Dufresne (Tim Robbins), der i 1947 bliver fængslet for mordet på sin kone og dennes elsker. Mord, han ikke har begået. I fængslet bliver han venner med Ellis “Red” Redding (Morgan Freeman). Det er også Freeman, der lader sin sprøde og distinkte røst voice over-guide os gennem filmen.

Filmen er smukt fotograferet af Roger Deakins, og det er Thomas Newman, der har komponeret musikken. Både Deakins, Newman og Darabont blev rost for filmen, der af salig Roger Ebert (amerikansk filmkritiks nestor) også fik en plads i hans bogserie “The Great Movies” – og det med rette!

Filmen blev ikke den store succes i biografen, og på et 25 millioner dollars stort budget, indspillede den blot i omegnen af 73 millioner ved billetlugerne. Det var først, da filmen blev frigivet på VHS og DVD, at dens sejrsdans begyndte. Roger Ebert skriver i “The Great Movies” følgende:

Instead, in one of the most remarkable stories in home video history, it found its real mass audience on tapes and discs, and through TV screenings. Within five years, “Shawshank” was a phenomenon, a video best seller and renter that its admirers feel they’ve discovered for themselves. When the Wall Street Journal ran an article about the “Shawshank” groundswell in April 1999, it was occupying first place in the Internet Movie Database worldwide vote of the 250 best films; it’s usually in the top five.

Filmen blev nomineret til intet mindre end 7 Oscars ved uddelingen i 1995, men vandt ingen. Darabont har siden filmatiseret to andre Stephen King-romaner, nemlig “The Green Mile” (1999) og “The Mist” (2007).

Det er en film af den slags, man skal have krydset af, inden man forlader livets store lærred.

Filmen kan dags dato streames på Viaplay.