”Alkymisten” (1988) fra den brasilianske forfatter Paulo Coelho (f. 1947) blev på demokratisk vis valgt af den nystartede bogklub, Læsealgoritmen. Adskillige medlemmer, mig selv inklusiv, havde romanen på deres læseliste. Uden at kunne forklare hvorfor. Men romanen har solgt over 150 millioner eksemplarer på verdensplan og oversat til 80 sprog. Ud fra popularitet, salgstal og oversættelser, er romanen slet og ret et kulturelt fænomen, hvilket kan være årsagen til den osmose, der viste sig hos bogklubben.

Herefter følger min læseoplevelse:

”Alymisten” omhandler hyrdedrengen Santiago, der forlader sit hjem i Andalusien for at forfølge sin drøm om at finde en skjult skat ved pyramiderne i Egypten.

Romanen er skrevet i et enkelt sprog og tilsvarende er karaktertegningerne simple, nærmest skitser, hvis formål er at drive plottet fremad. Eller som Coelho formulerer det: Universet går sammen for at lade hyrdedrengen finde sin livsbane. Forfatteren dykker ned i det spirituelle med hovedet først, hvilket resulterer i en række lektioner om livsfilosofiske moraler. Subtile er de ikke, derimod holder Coelho læseren i hånden hele vejen. Forkrampet og insisterende. Tegn, universets sprog og verdenssjælen er alle metafysiske begreber, som spiller en væsentlig rolle for hovedpersonen, men som aldrig for alvor er andet end plotdrivere.

Romanens tyngde består af banal symbolik med fårene, ørkenen og pyramiderne som de centrale fokuspunkter for fortællingen. Konsekvent bærer universet hyrdedrengen frem mod sin livsbane, hvilket fratager historien den nødvendige spænding. Det er kun et spørgsmål om, hvornår hovedkarakteren når sit mål.

”Alkymisten” er letlæst, letkøbt og letbenet selvhjælpsfilosofi, forklædt som litteratur.