“Black Sheep” er mæhhhgtig god underholdning. Det er en film, hvor det er de små uldne, der har fårdelen!
Den New Zealandske debutinstruktør Jonathan King har med “Black Sheep” skabt en veritabel hyldest til den brogede skare af Creature Features, der altid var været en yndet horror-subgenre. Den skriver sig ind blandt øvrige når-dyr-går-amok-film som “Jaws”, “Cujo”, “The Birds” (som den i øvrigt hylder) og “Anaconda” – dog opererer “Black Sheep” ligeledes med komedien som genre, hvilket adskiller den fra førnævnte, men putter den i bås med film som f.eks. “Eight Legged Freaks” og “Tremors”.
Filmen indledes med idyllyske billeder af et smukt, grønt New Zealandsk landskab, hvor stilfærdige får i ro og mag fylder deres vomme med græs. Billedet vender dog hurtigt, og de fredsommelige væsner forvandler sig til snedige, gensplejsede monstre med fårkærlighed for menneskekød!
Efter at have været bortrejst i 15 år vender Henry, der lider af svære psykoser grundet en ondsindet spøg, storbroren Angus udsatte ham for som lille, tilbage til sin fødegård, der nu bestyres af selv samme. Angus, der i øvrigt er en skidt karl med stort k, eksperimenterer med at gensplejse får – et projekt, der først lykkes, da han selv bidrager med lidt flydende arvemateriale.
To miljøaktivister, der er kommet på sporet af Angus og dennes eksperimenter, stikker af med en beholder, der indeholder biologisk affald. Ved et uheld tabes beholderen, der indeholder et ret så ækelt lam. Dette går til angreb på aktivisten, der inficeres af biddet! Konsekvensen af gensplejsningsforsøgene er, at fårene udvikler en ikke helt sund appetit efter mennesker. Dette betyder blandt andet, at hvis man bides, vil man på sigt blive forvandlet til et får – et varfår! Transformationsprocesserne i “Black Sheep” er i øvrigt ikke set bedre siden John Landis i 1981 gav os kultklassikeren “An American Werewolf in London”!
New Zealand fostrer åbenbart instruktører, der har en levende sans for det makabre. Tænk her blot på Peter Jacksons tidlige film som “Bad Taste” (1987) og “Braindead” (1992), der – som det også gør sig gældende med “Black Sheep” – ligeledes kobler splatter med komedie.
Hvis man holder af gys og grin, så vil “Black Sheep” kunne levere begge dele – og det endda i flot stil. Jonathan King, der som tidligere skrevet er instruktørdebutant, har skabt en ægte splatter tour de force, hvor genrens krav om “blood and guts” opfyldes til punkt og prikke. Ligeledes er manuskriptet velskrevet, instruktionen upåklagelig, skuespillet ligeledes og effekterne er gode og ikke mindst blodige!
Blandt ekstramaterialet finder man blandt andet en række trailers, der jo ikke just er sindsoprivende. Udover disse, finder man også en række behind-the-scenes-klip, hvor man blandt andet får et indblik i, hvorledes de tekniske aspekter ved filmen blev til. Der er også en række interviews med skuespillerne, der beretter om, hvorfor de fandt det interessant at involvere sig i en får-går-amok-film.
