Darren Aronofskys og Ari Handels tobindsværk “Noa”, filmatiseringen havde biografpremiere sidste måned, er endnu en tegneserieperle, der føjer sig flot ind i rækken af fine udgivelser, Forlaget Cobolt siden 2008 har tilgodeset danske læsere med.
Det er den fransk-canadiske tegner Niko Henrichon, der står bag tegneseriens visuelle udtryk. Henrichon, der også illustrerede den grafiske roman “Bagdads løver”, der er udgivet herhjemme af G. Floy Studio, skildrer på 256 smukt tegnede og farvelagte sider en udpint verden, hvor krigeriske klaner råder, og hvor barbari, mord og elendighed er hverdag.
Det er i denne trøstesløse verden, at Noa har sin gang. Sammen med sin familie forsøger Noa efter bedste evne ikke kun at overleve, men også at bevare en menneskelighed og en respekt for andre levende væsner. Familien lever en rodløs nomadetilværelse på evig flugt fra de horder af krigsherrer, der slagter alt og alle på deres vej. Som en forslugen sværm af græshopper lægger de landskaber øde for liv, når de passerer igennem dem.
Mennesket er ondt, mennesket er fordærvet! På side 7, der udgøres af én stor rude, hvor verden står i flammer, citeres “Første Mosebog”: Herren så, at menneskets ondskab var stor på Jorden, og at alt de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.
Skabelsen, syndefaldet og brodermordet bliver på første side skildret over otte ruder. Først er der mørke, så kommer mennesket, så falder mennesket. Gud, der kaldes Skaberen, har mistet troen på menneskeheden. Nok kan være nok, de skal udryddes. Tavlen skal viskes ren, og en ny start skal tage sin begyndelse.
Det er her, at Noa begynder at se syner. Først kommer synerne til ham om dagen, så hjemsøger de ham om natten som sveddryppende mareridt. Noa ser, at regnen kommer. Han ser Syndfloden, Jordens undergang og menneskehedens død. Han ser, at han skal bygge en ark og redde dyrene, der – som de eneste – er uskyldige.
Den udpinte verden vil blive genfødt, når det største skadedyr af dem alle er blevet udryddet: mennesket. Syndfloden, der først rejser sig i bind 2, er Guds, Skaberens, altødelæggende vrede, der skal sluge de grusomme og fordærvede mennesker, der har gjort det til en leg at slå ihjel. Som en slet skjult reference til vor tids krybskytter, der slår elefanter og næsehorn ihjel udelukkende på grund af deres horn, siger Noa, der netop har været vidne til nedslagtningen af en flok sagesløse dyr:
De tror, det [hornet] besidder en eller anden slags magt, men det er ikke anderledes end vore hår og negle… dødt kød. De ødelægger livet for døde ting.
Historien om Noas prøvelser, Guds vrede og den altødelæggende Syndflod er et visuelt epos af den storslåede slags. Det er fortællingen om den fredelige Noas svære valg: Hvem skal leve, hvem skal dø? Det skildres på maveknugende vis, hvor modbydeligt det er at skulle gøre ondt i en god sags tjeneste, da Noa skal rejse sig som dommer og bøddel over sin egen familie og afgøre, hvem der skal med på arken, og hvem der skal dø.
De to bind – “Mod menneskets dårskab” (1) og “Den der udgyder blodet” (2) – kan læses som en (desværre) aktuel parabel over vor tids klimaforandringer, krige og katastrofer. “Noa” er en fortælling om fødsel, død og genfødsel, og Henrichons enestående tegninger suger læseren ind i et univers fyldt med episke kampe, faldne kæmpeengle, grusomheder og barbariske mennesker – men også med godhed, opofrelse og kærlighed.
“Noa”, der herhjemme er udgivet som to bind, blev oprindeligt udgivet på fransk i fire bind i 2011-2014. På engelsk er fortællingen udgivet som ét samlebind, og den udkommer ligeledes som integrale på fransk. Det er i øvrigt dygtige Jens Peder Agger, der har varetaget oversættelsen af “Noé 1: Pour la cruaté de hommes” og “Noé 2: Et tout ce qui rampe” til dansk.
“Noa” bør finde sin vej til alle tegneserieelskers reol. Og endnu en gang tak til Forlaget Cobolt for på et lille marked som det danske at tage tegneserien seriøst.
Gode tegneserier går aldrig af mode, lyder Cobolts motto. Det har de ret i, og jeg glæder mig over, at de lever op til det fine motto og udgiver de tegneserier, der ikke blot er gode, men også fantastiske.
