Jeg må med skam erkende, at “Natacha” er en af de tegneserier, jeg aldrig har fået læst fra a til z. Det er blot blevet til et par sporadiske album i ny og næ … og det til trods for, at serien ellers har en ganske fin udgivelseshistorie herhjemme. Først tog det hedengangne Interpresse (der blev slugt af Egmont-mastodonten) hånd om serien, så Carlsen Comics (ligeledes slugt af Egmont-mastodonten) og nu har Forlaget Cobolt valgt at varetage (gen)udgivelsen af tegneserien.

Den i 1967 af François Walthéry skabte tegneserie (om den barmfagre og blikvenlige stewardesse, der altid hvirvles ind i eventyr og mysterier) bliver således nu udgivet kronologisk af Forlaget Cobolt. Det første bind – “Natacha – De samlede eventyr 1: Panik om bord!” – er allerede i handlen, og serien forventes at komme til at udgøre 6 til 7 samlebind.  Så nu har jeg en god mulighed for at råde bod på min manglende tegneseriedannelse. Fantastisk!

Fantastisk er det også, at dette første bind (som man f.eks. også kender det fra Egmonts og Forlaget Zooms fine “Splint & Co.”-udgivelser) er blevet udstyret med et omfattende ekstramateriale, der både beriger og belærer læseren med små tyve siders tegneseriehistorie. Her finder man skitser, kommentarer af Walthéry, anekdoter, fotografier og tegninger m.m. Herligt!

Første bind, der er på 160 sider i hardback, består af “Hovedjægernes land” (Hôtesse de l’air) fra 1971 – første gang trykt i Spirou i 1970 – samt “Den gale maharaja” (Natacha et le Maharadjah) fra 1971, “Stor ståhej” (Un brin de panique) fra 1972-73 og “Diamanter til Marty” (La mémoire de métal) fra 1973.

I den første historie – “Hovedjægernes land” (tekst af Gos) – kommer Natacha og stewarden Walter på lidt af et turbulent jungleeventyr, da deres fly bliver kapret af en flok forbrydere, der vil stjæle dets kostbare last af guldbarrer. De nødlander i junglen, hvor Natacha bliver ombejlet af en lokal stammehøvding, der dog – med lidt hjælp fra medicinmanden – må se sig besejret af den handlekraftige Natacha. Hun er nemlig ikke bleg for at svinge macheten!

I “Den gale maharaja” (tekst af Gos) bliver Natacha og Co. kidnappet af fyrst mahmoud Zarrad, der har vippet sin bror af pinden for selv at rane magten i landet Kajastan. Han vil have, at Natacha skal overtale den dygtige faldskærmsspringer Fortemps til at uddanne landets faldskærmstropper, så han indtage den ellers uindtagelig borg, som broren har forskanset sig i bjergene.

I den korteste historie – “Stor ståhej” (tekst af Marc Wasterlain) bliver et fly (i øvrigt en Concorde, der fløj første gang i 1969) udsat for en terrorhandling, da en person ringer ind til flyselskabet og fortæller, at der er en bombe ombord. Bomben vil detonere, hvis flyet går under en højde på 6000 meter. Har Graham Yost (manuskriptforfatteren til Jan de Bonts actionbrag “Speed” fra 1994) mon læst Walthérys og Wasterlains historie? Man kunne i hvert fald få tanken.

Den sidste historie – “Diamanter til Marty” (efter novelle af Etienne Borgers)-  – er også min favorit. Her bliver en af Natachas kolleger involveret i smugleri og spionage, og nogle yderst ubehagelige og pumpgunbevæbnede gangstertyper gøre deres entré. Historien emmer af action, skuddueller, slagsmål og eksplosioner fra første til sidste rude. Her bliver der ikke lagt fingre imellem, og man får konnotationer til 70’er-action med handlekraftige kvinder som f.eks. Pam Grier i årtiets klassiske spekulationsfilm og tv-serier som “Charlies Angels” (ABC, 1976-1981) og “Police Woman” (NBC, 1974-1978). I “Charlies Angels” er der dog en mand bag englene, der trækker i trådene … dem kan Natacha godt finde ud af at trække i selv, skulle jeg hilse og sige.

Natacha er nemlig ikke blot fræk som ind i helvede, langlemmet, storbrystet og blond. Nej, hun er også handlekraftig, slagfærdig, snarrådig og bruger uden tøven (skyde)våben, hvis situationen fordrer det. Og så er hun yderst hidsig bag et rat, hvilket hun fermt demonstrerer i “Diamanter til Marty”, hvor hun i bedste “The Italien Job”-stil manøvrer en lille hurtig Morris Mascot som en anden racerkører. Hun skriver sig med andre ord ind blandt mange af tidens øvrige kvindelige helte, der blandt andet tæller de ovenover nævnte. Man skal altså ikke tage kønsklichéerne for gode varer, for selvom hun lever op til sindbilledet på en dum blondine, så er hun nemlig alt andet end.

Med dette første og meget fine samlebind lever Cobolt flot op til deres motto – Gode tegneserier går aldrig af mode – og man glæder sig allerede til den næste udgivelse i serien, da Natacha er et yderst interessant bekendtskab. Og så er det bare fandens lækkert, at forlaget sender en så savledelikat udgave i handlen.

Jeg kan i øvrigt afsluttende (og til information) nævne, at Carsten Søndergaard står bag oversættelsen af de redaktionelle tekster samt “Stor ståhej” og “Diamanter for Marty”. De øvrige historier er oversat af Helen og Tore Bahnson, der også står bag de første Interpresse-udgivelser på dansk fra henholdsvis 1979 og 1980.