“Den store hornugle” (Le Grand Duc) blev oprindeligt trykt og udgivet som tre selvstændige bøger af det franske forlag Paquet i 2008-2010. Nu foreligger der en indbundet udgave fra Forlaget Cobolt, der opsamler de tre enkeltudgaver i én bog. Oversættelsen af Yann og Romain Hugaults krigsberetning fra Østfronten er varetaget af Ole Steen Hansen.
Det er ikke en let opgave, som Yann og Romain Hugault forsøger at løse med “Den store hornugle”. Hvor skal fokus være? Skal det være centreret omkring udvalgte skæbner, der opsluges af krigen? Eller skal det være den store fortælling om krigens rædsler ved Østfronten? Tegneserieskaberne forsøger begge dele, hvilket – ydmygt konstateret – ikke lykkedes til fulde. Og hvorfor så ikke? Det vil jeg præcisere afslutningsvis.
Tyskeren Adolf Wulf, der er overløjtnant og mesterpilot i Lufwaffe, og som i øvrigt grundet sin antinazistiske indstilling ikke bryder sig om sit fornavn, gør sig alvorlige overvejelser om den rolle, han udfylder som soldat i den tyske invasionshær. Tunge, eksistentialistiske overvejelser, der bringer ham længere væk fra såvel sig selv som den nazistiske propaganda, Der Führer og dennes tro disciple repræsenterer. At tage afstand fra naziideologien er en farlig kurs at stikke, når man betænker, at Wulf er omgivet af fanatiske Hitler-sympatisører, som hellere end gerne angiver medpiloter til Gestapo, hvis disse viser sig at være fjendtligt indstillet over for Det Tredje Rige.
På sovjetsiden kæmper en flok kvindelige ildsjæle for deres fædreland. Deres drivkraft hedder had, og de går under betegnelsen Nattens hekse. Det er modige kvinder, der for kammerat Stalin uden tøven kaster sig i døden for at hævne alle de russiske kvinder, som nazisterne har voldtaget, lemlæstet og dræbt. Her følger vi piloten Lilya Litvasky, der behersker sit biplan med dygtighed og akkuratesse, og som med hadet brændende i sine årer nedlægger det ene tyske fly efter det andet.
Wulfs og Litvaskys skæbner kommer flere gange til at krydse hinanden, og de opnår langsomt forståelse for de roller, som de hver især udfylder. Ikke forståelse for handlingerne, de udfører, men for, at de blot er brikker i det store spil. Brikker, der uvilkårligt flyttes rundt på kryds og tværs af magtbegærlige demagoger. Det kunne have været interessant, hvis der havde været et mere stringent fokus på Wulf og Litvaskys personer. Ikke mindst Wulfs skæbne og de forfærdelig tab, han lider på familiefronten, introduceres blot perifert uden at gå nærmere i dybden med disse. Det er ærgerligt!
Men når det er skrevet, så er “Den store hornugle” en ellers interessant fortælling, der opbyder fantastiske tegninger: Tegninger af hidsige og dynamiske luftdueller, af smukke kampfly og af krigens rædsler ved Østfronten. Eksempelvis er Hugaults tegninger af det brændende Dresden, der tæppebombes af de allierede, smukke og skræmmende. En by efterlades i rygende og brændende ruiner. Et punktum, et omstridt og omdiskuteret punktum, sættes med eftertrykkelighed af de allierede, da Elbens Firenze forvandles til et sønderskudt og -bombet vidnesbyrd om krigens forfærdelighed.
