Det er efterhånden ved at udarte sig til lidt af en kliche! Hver eneste gang, Egmont Serieforlaget sender et nyt bind med eventyr på gaden med Splint & Co., skamroser jeg det. Men sandt at sige, så har der heller ikke været noget at udsætte på de indtil videre tre bind, der er blevet lanceret i serien.

Det er svært ikke at blive betaget såvel som bjergtaget af ikke kun tegneserierne, men også selve det arbejde, der er lagt i udgivelserne. Hvert eneste bind – der fremstår smukt farvelagt – er udstyret med et lækkert, historisk materiale, der indleder hver eneste historie. Ligeledes indledes hver historie også med originalforsider, hvilket man bl.a. også kender fra Egmonts tidligere Lucky Luke og Asterix-udgivelser.

Lad mig derfor allerede her bringe en stor tak til holdet bag Splint & Co., der bind for bind giver os de vidunderlige historier spækket med tilhørende anekdoter, historisk materiale og små ekstra ting fra f.eks. Spirou.

Tredje bind i serien, der dækker årene 1952-1954, indeholder tre lange albumhistorier: “Næsehornets hemmelighed”, “Ned med diktatoren!” og “Kvik i knibe”.

Første historie i dette tredje bind er “Næsehornets hemmelighed” (La Corne de Rhinoceros). Den blev første gang udgivet på dansk i 1975, men albummet var allerede blevet tegnet i årene 1952-1953 og udgivet som album i Frankrig og Belgien i 1955.

“Næsehornets hemmelighed” er en perle. Det er en ægte detektivhistorie, der igen bringer Splint og venner til Afrika, hvor de (på flugt fra et par alvorlige banditter) skal bringe tegningerne på en ny bilmodel i sikkerhed. Men først skal de finde de pågældende tegninger, der med reference til albummets titel (nu håber jeg ikke, at jeg røber for meget) gør det en smule problematisk for de i forvejen hårdt prøvede eventyrer.

Historien er indbegrebet af genial humor. Ikke mindst den scene, hvor det ressourcestærke egern Spip tager sagerne i egen egernhånd og med køligt overblik – og en elegant eksekveret tackling – nedlægger en brølende arrig hanelefant. Ligeledes er den opfindsomhed, Splint og Kvik opviser, da de skal finde det rette næsehorn med den omtalte hemmelig, ikke blot lårklaskende morsom – den er genial.

Den anden historie er “Ned med diktatoren!” (Le Dictateur et le Champignon), som første gang så dagens lys på dansk i 1976. Den blev dog allerede tegnet i 1953-1954 og udgivet i Frankrig og Belgien i 1956.

 I “Ned med diktatoren!” møder vi en gammel kending. Hvem dette er, skal ikke afsløres her. Men et er både sikkert og vist: Hverken Splint eller Kvik bryder sig (for at sige det mildt) synderligt om ham. Historien tager sin blæsende og regnvåde start, da Splint, Kvik og Spip tager af sted for at gense Spirillen, der bor i Champignac hos den opfindsomme greve. Da de ankommer til Champignac bliver de modtaget af såvel den glade Spiril som greven, der har opfundet et nyt vidundermiddel. Et middel, der senere viser sig at blive ganske nyttigt i en farlig situation…

Tredje og sidste historie er “Kvik i knibe” (La Mauvaise Tete), der blev udgivet på dansk første gang i 1976, og som blev tegnet af Franquin i 1954. Historien blev første gang bragt som album i Belgien og Frankrig i 1956.

I “Kvik i knibe” bliver Kvik udsat for en grov udnyttelse af sine ansigtstræk. En forbryderbande har formået at fremstille en noget nær perfekt gummimaske af Kviks ansigt, hvilket betyder, at en dobbeltgænger begår den ene forbrydelse efter den anden. Men da Kvik ved, at han er offer for kriminalitet, ja da vælger han at flygte fra politiet – der jo ikke tror ham – så han sammen med Splint kan bevise sin uskyld. Et projekt, der ikke er sådan ligetil, da politiet med hr. Grundig i spidsen, hele tiden er i hele på de to flygtninge.

Et af denne histories største komiske momenter finder sted, da Kvik (på foranledning af Splint) klæder ud som cykelrytter og deltager i et – viser det sig – ganske strabadserende cykelløb. Et løb, han dog gennemfører ganske overbevisende – og så endog med ryggen til! Ydermere byder historien på endnu en kending (gæt, hvem det kan være) samt hukommelsestab og en slutning, der er den bedste Hollywoodfilm værdig.

Så alt i alt er der med dette tredje bind i serien tale om endnu et mesterværk, der indeholder 200 siders splintrende kvik underholdning, der ikke bør mangle i tegneseriesamlingen. Man kan i øvrigt blot håbe, at Egmont – når perioden med André Franquin er dækket – følger trop med udgaverne af f.eks. den senere Jean-Claude Fournier og alle de mange andre, der hver især har sat præg på Splint & Co.