Der hersker fortsat en udbredt (mis)opfattelse af, at tegneserier kun er for børn … og for bebrillede nørder, der trods voksenham lader sig forlede af tegnede universer, der er fyldt til randen med eventyr, modige helte og grumme forbrydere. Tegneserier er farveladeeskapisme, der ikke har noget at gøre med ægte litteratur. Vrøvl, siger jeg … igen!
Splint & Co. hører til blandt det ypperligste inden for den belgisk-franske tegneserietradition, og her får man ganske rigtigt eventyr for alle moneterne. Der er også grumme forbrydere og kvikke helte, og så er der humor med vid og bid.
Det hele startede for 74 år siden, da franskmanden François Robert Velter (bedre kendt som Rob-Vel) i 1938 skabte Piccoloen Splint. Stafetten blev givet videre til belgieren Joseph Gillain (Jijé), der igen gav den videre til André Franquin. I 1968 overtog Jean-Claude Fournier serien fra Franquin, og inden Fournier gav serien fra sig, havde han tegnet og skrevet ni Splint & Co.-eventyr.
Det er Fourniers tre første fortællinger “Guldmageren” (1970), “Trianglen længe leve” (1971) og “Mystik på klosteret” (1972) – samt en række kortere historier – der er at finde i Forlaget Zooms gedigent lækre bog, der vanen tro er spækket med informationsrigt baggrundsmateriale om serien og dens forfattere og tegnere. Bogen er i øvrigt deres anden udgivelse i serien “Splint & Co. – Den komplette samling”.
I “Guldmageren” bliver den Tournesol-agtige Grev de Champignac kidnappet af fæle forbrydere, der vil have kløerne i en alkymistbog, som indeholder opskriften på guld. I “Trianglen længe leve” er det en magisk svamp, der er omdrejningspunktet, og i “Mystik på klostret” skal Splint & Co. redde vennen Itoh Kata ud af kløerne på Trianglens banditter.
Fourniers streg er umiskendelig, og han formåede gennem de ni album, han tegnede og skrev, at gøre serien til sin egen. Han føjede nye karakterer til universet, gav serien et nyt udtryk og gjorde den (ved at skabe forbryderorganisationen Trianglen) James Bond-agtig. Dette bind må ikke mangle i samlingen, hvis man er fan … hvad enten man er voksen(nørd) eller barn.