Sidste år fyldte – i al ubemærkethed – en af tegneserieverdenens mest dvaske karakterer rundt. Og dog, helt ubemærket forløb fødselsdagen ikke, da Egmont Serieforlaget valgte at fejre personen på behørig vis med en bogudgivelse så smækker, lækker og ærefrygtindgydende flot, at den viste den runde fødselar al mulig ære. Personen, der var årsag til udgivelsen, var ingen ringere end Vakse Viggo.

Jeg var vel otte år gammel, da jeg fik mit første album med Vakse Viggo. Det var tilbage i 1985 og albummet (som jeg naturligvis stadig ejer) hed “Viggo slår sig løs”. Lige siden dette første møde med den geniale Viggo for treogtyve år siden, har denne herlige rullekravebærende slambert været en trofast følgesvend. Derfor er det også glædeligt, at Egmont sidste år fejrede Viggos 50-årsdag på så prægtig facon med en udgivelse, der desværre (i tegneserieregi) ses alt for få af.

Vakse Viggo – André Franquins fornøjelige dovenlars, hvis fødenavn er Gaston Lagaffe – kom til verden i 1957, da han gjorde sin entré på Serieforlaget i det fransk/belgiske tegneseriemagasin Spirou. Han er (for dem, der endnu ikke har mødt ham) en lang, leddeløs lemmedasker, der måske lever bedre op til sit fransk/belgiske navn end sit danske, da “La gaffe” betyder “bommert, brøler eller dumhed”.

Men selvom den kære Viggo gang på gang roder sig ud i problemer – laver en bommert, begår en brøler eller kaster sig ud i en dumhed – så sporer man også hos ham et geni i dvale. For Viggo er rig på såvel idéer som initiativ og får (synes han selv) det ene geniale indfald efter det andet. Problemet er blot, at idéerne (når de føres ud i livet) ofte resulterer i fysisk smerte og bombastiske ødelæggelser. Men til trods for de mange uheld, Viggo afstedkommer, så forbliver han dog en fast del af Serieforlagets hårdtarbejdende medarbejderstab, der har taget ham til sig på godt og ondt.

Og man kan måske med rette stille sig spørgsmålet, hvorfor Serieforlaget ikke for længst har afskediget Viggo? For arbejdsom og flittig vil man næppe kalde ham, da hans foretrukne yndlingsbeskæftigelse uden tvivl må være at sove. Ikke så få gange er han af sine chefer – først Kvik, så Blomme – blevet taget på fersk gerning i en slumrende lur midt i arbejdstiden.

Da Viggo er en sorgløs livsnyder, der gerne udsætter til i morgen, hvad han kunne have ordnet i dag, ja så skiller han sig ret kraftigt ud fra de flittige arbejdsbier Kvik og Blomme. Det lader til, at Viggo lever efter en det-går-jo-nok-det-hele-devise, for travlt har han aldrig, hvilket naturligvis giver hans foresatte grå hår i hovedet, da de mange breve på redaktionen hober sig op.

Ja, Viggos dovenskab udviklede sig endog så kraftigt, at den på et tidspunkt blev for meget for læserne af tegneserien. De kunne simpelthen ikke begribe, hvordan en så udpræget dovendidrik ikke for længst havde fået fyresedlen. Derfor fik Franquin (Viggos skaber) idéen til at lade Viggo blive fyret, for blot igen at lade ham blive genansat med den begrundelse, at læserne ikke kunne undvære ham. Og sandt at sige, så er redaktionen på Serieforlaget nu heller ikke den samme uden de adspredelser, Viggo præsenterer de øvrige medarbejdere for.

For Viggo er – som hans danske døbenavn lyder – vaks. Og selvom de mange opfindelser (han ruger over) som tidligere nævnt ofte ender galt, så lader han sig ikke mærke med nederlaget og bliver på ingen måde desillusioneret af de fejlslagne eksperimenter – tværtimod! Han er i besiddelse af et ubrydeligt gåpåmod, der trods de mange fiaskoer blot forlener ham med fornyet energi.

Så selvom han bringer mere kaos end klarhed til sin arbejdsplads, så er hans godmodige og kærlige lune af stor vigtighed og opvejer i sidste ende den dvaskhed, der knytter sig til ham. Ja, selv cheferne må gang på gang erkende, at Viggo er en fast og uundværlig bestanddel af forlaget – også selvom vigtige kontrakter med den galsindede forretningsmand Hr. Parker aldrig bliver underskrevet på grund af ét af Viggos tossede påfund, der altid ender i bål og brand.

Men som om der ikke med Viggos tilstedeværelse skulle være garanti for liv og glade dage, så bliver den så hårdt plagede tegneserieredaktion også udsat for Viggos kæledyr: Måge, Mis og Mus. En treenighed, der i samspil med Viggos vovede eksperimenter, ofte betyder, at der udbryder kaos blandt personalet. Især Måges personlighed (den er kronisk knotten) betyder, at den ofte leverer hidsige udfald mod sagesløse. Dette er et tilbagevende problem, der gør det ekstra farligt at være ansat på hvad der ellers måtte formodes at være en stilfærdig arbejdsplads.

Mis er – i tegneseriesammenhæng – noget så interessant som en anatomisk korrekt kat, der ikke blot er udstyret med en vindende og charmerende personlighed, men også med et numsehul, der altid er synligt hos den glade kat! Og Mus er – om ikke altid, så ofte – i fare for Mis, da Mis af naturlige årsager har tilbøjeligheder, der gør det svært for Mus at være Mus. Så alt i alt, så går det ikke kedeligt for sig på redaktionen…

De syv delikate hardcoverbind, der leveres i en smuk samlekassette, udgør den komplette samling striber af Vakse Viggo. Der er intet mindre end 900 eventyrligt tossede sider med alle Serieforlagets medarbejdere: Fra Kvik, Blomme, Mons, Hr. Høm og frøken Janne til alle de tilbagevendende gæstestjerner, der bl.a. tæller Julius-Fra-Smiths-Overfor, Bertje (Viggos fætter), Betjent Strøm, Skærv og Knudsen samt brandmændene, der takket være Viggo har mere end rigeligt at tage sig til på de 900 sider. Det er en udgivelse, der kan få mundvandet til at løbe i stride strømme hos enhver tegneseriesamler. Det er en udgivelse, der må og skal stå på reolen, hvis man holder af den altid Vakse Viggo!