Med det nyeste bind i Valhalla-serien – “Muren” – er vi ved at være ved vejs ende for den rejse, der blev påbegyndt i 1979. Endnu et eventyr venter os, endnu et møde med guder og jætter har vi til gode, så indtil da kan vi glæde os over dette bind 14, der er dansk tegneseriekunst af bedste og mest underholdende slags!
Peter Madsen og Henning Kure modtog tidligere på året Orla-prisen for “Valhalla 14: Muren”. En fortjent pris til et album, der fra første til sidste side forfører.
Igen – som det også var tilfældet i bind 13 – er det Loke, der indleder handlingens gang, da han prustende, gispende og stønnende flygter fra jætten Hrimgrimir. Loke har vovet sig ud i et spionærinde for at tilegne sig jætternes hemmelige planer, men ender næsten selv i deres lange kløer. Kun takket være Odin og Sleipner, slipper Loke uden skrammer på sin ham. Allerede fra starten er linjen lagt til en dynamisk actiontegneserie spækket med humor, fart over feltet og – ikke mindst – kærlighed!
For det er nemlig Amor (ups, forkert mytologi), der er på vingerne i dette fjortende album, hvor Tjalfe (Thors tjenerdreng) er ved at skifte status fra barn til voksen. Denne alders- og statustransformation, denne indtræden i de voksnes rækker, kræver naturligvis, at han skal gennemgå en manddomsprøve. Så Tjalfe, der i øvrigt er blevet udstyret med et par pubertære hårstrå på overlæben, kastes hovedkulds ud i en kærlighedsmission, der har til formål at forene guden Frej med jætten Gerd.
Det er ikke en let mission, Tjalfe (under dæknavnet Skirner Skovsvend) sendes ud på, da han skal infiltrere Gymers Gård, der ligger i det mørke Udgård. Her bor Gymers datter Gerd, der er missionens mål. Hun skal bringes til Asgård, hvor hun skal splejses sammen med den kærlighedshungrende Frej – men vil missionen lykkes, og vil Tjalfe træde ind i rækken af voksne? Det må man ved selvsyn og læsning finde ud af, det skal ikke afsløres her!
Dette album er på mange områder en visuel genistreg. Ikke blot berettes der her om Tjalfes kærlighedsmission, men man får også historien om, hvordan Loke blev mor til Odins ottebenede hest, Sleipner. En historie, der som den om Tjalfes mission, også involverer om ikke kærlighed, så dog kødeligt (heste)begær…
Et andet område, man ved albummet bør bemærke, er dens morsomme anvendelse af intertesktuelle referencer til moderne, amerikansk film. Jeg skal ikke afsløre, hvor disse i albummet dukker op, det skal man selv fornøje sig med at finde frem til, men jeg kan dog fortælle, at det er en vandringsmand, der står for morsomheden. Og hvem er det nu lige, der i nordisk mytologi optæder som vandringsmand? Det skal naturligvis heller ikke afsløres her, men at han er en filmbuff, ja det havde jeg ikke troet!
Så læs albummet, samt alle de tidligere i serien, og glæd dig til det kommende og sidste, der lanceres næste år, hvis alt går vel. Et forslag til Carlsen ville i øvrigt være, at man (når nu serien næste år bliver afsluttet samtidig med at den fylder rundt) udgav alle 15 bind i et lækkert hardback-format i kassette. Se det ville være en bogsamling, der ville være guderne værdig.