Tredje sæson af “The X-Files” tager ufortrødent teten op og fortsætter i samme nervepirrende og neglebidende intensitetsniveau, som seriens to foregående sæsoner. Igen kastes Mulder og Scully ud i uforklarlige situationer, der ikke kun bringer dem tættere på sandheden, men også på hinanden. Nu kan alle tredje sæsons 24 episoder erhverves i et lækkert dvd-sæt.
Da tredje sæson af “The X-Files” løb over skærmen tilbage i 1995, havde serien for længst genereret en solid fanskare verden over, der trofast fulgte med i FBI-agenternes kamp for sandheden. Serien havde udviklet sig til en gedigen prissluger, og i 1995 blev serien nomineret til hele syv Emmy-priser og vandt igen Golden Globen i kategorien Bedste Dramaserie. En pris, der var med til at cementere seriens kultstatus og højne interessen for dens univers.
Tredje sæson starter, hvor anden sæson slutter. I afsnittet “The Blessing Way” – der er sæsonens første – er Mulder forsvundet og formodet død. Scully, der har en vision om Mulder i live, sætter dog alt ind på at finde ham, og det på trods af, at hun har korrupte agenter i hælene, der ikke ønsker, at hun skal opspore ham og dermed opnå viden om de eksperimenter, der er blevet udført på aliens og mennesker.
Cancermanden – the cigaret smoking man – stikker igen sin beskidte snude frem, og vi får for alvor indblik i, hvorledes FBI er infiltreret af det syndikat, der har skumle planer med menneskeheden. Et syndikat, der slår sine usympatiske folder inden for alle regeringsorganer og som besidder en åbenbart ubegrænset indflydelse over militæret og dets midler. Noget, der i den grad gør det problematisk for Mulder og Scully at opnå succes med deres ønske om at afsløre de korrupte bagmænd!
“The Blessing Way” er i den grad med til at binde Mulder og Scully sammen i det forhold, der langsomt ændrer karakter fra professionelt til personligt – en subtil tråd af kærlighed begynder at tegne sig under overfladen, da Mulder siger til Scully, at:
…You were here today looking for a truth that was taken from you. A truth which was never to be spoken, but which now binds us together…
Seriemordere, mutanter, spøgelser, satanister, søuhyrer og de altid præsente aliens udgør sammen med seriens røde tråd – de omsiggribende konspirationsteorier og hemmeligheden om Mulders søster og dennes forsvinden – fortællinger, der kan ses igen og igen og igen i denne skelsættende kultserie fra 20th. Century Fox.
Tredje sæson byder i øvrigt igen på et fyldigt ekstramateriale, hvor man især bør bide mærke i den 21 min. lange dokumentar “The Truth About Season Three” – det er virkelig informerende guf for fans! Hvad udgivelsen desværre mangler, er interviews med Gillian Anderson og David Duchovny – men det råder kommentarspor med bl.a. Chris Carter og Rob Bowman bod på! Alt i alt en vidunderlig tredje sæson, der naturligvis skal investeres i, hvis man i forvejen ejer de to første – det er selvsagt! Som afrunding er der ikke andet at sige, end The Truth is Out There – og hvis man køber tredje sæson, så kan man sammen med Scully og Mulder forsøge at finde den!