Det treogtyvende bind – det syvende med Don Rosa – er netop udkommet i den suveræne bogserie “Hall of Fame”, der udgives af Egmont Serieforlaget. I dette bind præsenteres læserne for Don Rosas Disney-tegneserier fra perioden 1996-1997 i kronologisk rækkefølge – i alt syv humørrige og farverige af slagsen.
Bogens 200 sider indledes med et forord af den norske Don Rosa-ekspert, Øystein Sørensen. I dette velskrevne og informative forord kan man blandt andet læse om, hvorledes Rosa i mange af sine historier har ladet sig inspirere af science fiction-genren, hvilket dette binds historie “Pengetank på afveje” fungerer som et glimrende eksempel på.
Interessant er det – i det mindste for hardcore andefans – at hver af de syv historier indledes med uddybende kommentarer, der er skrevet af Rosa selv. I disse kommentarer kan man blandt andet også finde henvisninger til Rosas skjulte D.U.C.K.-dedikationer (Dedicated to Unca Carl from Keno), der f.eks. gemmer sig i historiernes splashruder. Disse dedikationer er små hilsner til Carl Barks, der er Rosas store forbillede.
En anden finurlighed ved Don Rosa er, at han ynder at skjule Mickey Mouse-hoveder i sine historier. Dette cadeau-fænomen vil man blandt andet kunne se udført på humoristisk vis i den tidligere nævnte historie “Pengetank på afveje”. Så det betaler sig at have øje for detaljerne, når man læser Rosas historier.
Dette binds første historie – “Strandet i tiden” (The Once and Future Ducks) – fortæller historien om Kong Arthur-myten og en tur tilbage i tiden til dengang, hvor Stonehenge var moderne arkitektur. Anders, Georg Gearløs og Rip, Rap og Rup samt Lille Hjælper (ej at forglemme, da han spiller en essentiel rolle i denne fortælling) ender ved Kong Arthurs hof, hvor de ikke modtages med åbne arme – tværtimod! Alt går galt (ænderne forveksles med invaderende saksere) og troldkarlen Merlin, Arthur og hans krigsgale mænd jagter de i fortiden strandede ænder. Det er i øvrigt den eneste historie i dette bind, hvor Onkel Joakim ikke optræder.
I “Shambalas skat” (Treasure of the Ten Avatars) oplever vi endnu en af Onkel Joakims farefulde og eventyrrige skattejagter. Denne gang er det jagten på Indiens rigeste og (naturligvis) forsvundne by, der driver den gæve and af sted på eventyr med Anders og de tre Grønspætter. Humoren i historien er vidunderlig, hvilket det tilspidsede forhold mellem Anders og den dovne elefant Lakrishna illustrerer lårklaskende godt.
“En skæv dag i Andeby” (A Matter of Some Gravity) er en af Rosas vidunderligt skæve (og korte) historier. Hexia De Trick er endnu en gang på krigsstien, som altid er hun ude efter den berømte femogtyveøre, og denne gang giver hun Anders og Onkel Joakim et helt nyt perspektiv på tilværelsen, da hun omdirigerer deres personlige tyngdekraft i vandret retning! Dette foranlediger en lang række morsomme situationer, hvor ænderne (mest Anders) gang på gang får næbbet i klemme.
Der går igen skattejagt i den, når familien And – i “Eldorados sidste hersker” (The Last Lord og Eldorado) – begiver sig til Sydamerika efter den sagnomspundne guldskat, der efter sigende skulle gemme sig på bunden af Teusacá-søen. Her melder Onkel Joakims ærkerival (Guld-iver Flintesten) sig også på banen i kapløbet om at finde den enorme guldskat – og Anders (den stakkel) ender igen i problemer…
“Opgør i spøgelsesbyen” (The Vigilante of Pizen Bluff) er en ungdomshistorie med Onkel Joakim som guldgraver samt skatte- og forbryderjæger. Historien introducerer karakterer fra virkelighedens vilde vesten som f.eks. Buffalo Bill, Annie Oakley, Dalton-brødrene og Phineas T. Barnum – og så er der også Annibal Von And, Joakims egen storsk(r)ydende onkel.
Min favorithistorie i dette bind er den i ovenstående nævnte “Pengetank på afveje” (Attack of the Hideous Space-Varmints), hvor Onkel Joakim søger nye udfordringer i det ydre rum. Historien er genial i sin humor, og de mange referencer til 50’ernes og 60’ernes science fiction film er morsomme. Onkel Joakim, Anders og de tre nevøer jager en løbsk pengetank, der suser af sted mod det store, mørke rum. Her gør de bekendtskab med en familie af rumvæsner, ja der er tale om nærkontakt af tredje grad, der har bosat sig i pengetanken og tømt den for penge.
Bindets afsluttende historie – “En ganske særlig overraskelse” (A Little Something Special) – er skrevet i anledning af Onkel Joakims 50-års jubilæum. Don Rosa har valgt at lade historien foregå i 1952, da Joakim første gang kom til Andeby i 1902. Her møder vi både Bjørnebanden, Hexia De Trick og Guld-iver Flintesten i herlig samdrægtighed, når de i fællesskab forsøger at bringe Andebys patriark til fald – og så gør en af Joakims gamle fjender (og en flamme) sin entré. Det er herlig andeunderholdning!
Dette bind i serien er et must for Andeby-fans i almindelighed og for Don Rosa-fans i særdeleshed. Alle historierne er af høj kvalitet, og Rosas særegne streg og fortællekunst er smuk, ja grandios. Her finder man alt fra humor og drama til spænding og eventyr. Afslutningsvis er der en række forsider og plakater fra Onkel Joakim-historier, der er tilføjet små kommentarer af Don Rosa.