Vil det mon lykkes trioen at besejre skurkene og få transporteret flyet til Paris, så de kan vinde præmien på ti millioner dollars? I andet bind i Carlsens minicomics-serie om Mads, Mette & aben Sjoko – “Kurs mod New York” – får vi afslutningen på historien om ingeniør Legrands stratosfærefly, der forsøges tilintetgjort af sabotører.
Det er over 70 år siden, at Mads, Mette og Sjoko første gang optrådte som føljeton i det belgiske tegneserieblad Cœues Valliants. Det skete i årene 1937-39, hvor historierne “Mr. Pumps testamente” og “Kurs Mod New York” blev offentliggjort i førnævnte blad bestående af 85 sider i to farver.
Nu bliver alle fem bind i tegneserien nylanceret af Forlaget Carlsen i deres minicomics-serie, så nye fans også kan stifte bekendtskab med den foretagsomme trio, der altid kommer ud for eventyr og problemer. Serien er i øvrigt blevet nyoversat af Niels Søndergaard, der også varetog nyoversættelsen af Carlsens Tintin-bøger. Begge serier var oprindeligt oversat af Jørgen Sondergaard.
Strabadserne er ikke ovre, da vi igen møder Mads og Mette (og Sjoko, naturligvis) i seriens andet bind. De er nødlandet på en ø – ikke en øde af slagsen – hvor de straks sætter sig for at få gjort flyet flyvedygtigt igen. Lykkens gudinde står dem heldigvis bi, og tønder med benzin bliver skyllet op på stranden, så de kan få tanket flyet.
Nu skal de hurtigst muligt til Paris – så de kan deltage i den i første bind udskrevne konkurrence og vinde de ti millioner – men flyver desværre for langt og ender i kølige omgivelser på Nordpolen. Nu er gode råd dyre, og sammen med eskimoer og en udstationeret etnolog, får de igen flyet på vingerne. Men problemerne er ikke færdige her, og de ender igen i, ja i problemer. Om de når til Paris – om de bliver fejret som dagens helte – må man selv finde ud af!
Det er tydeligt, at serien henvender sig til et yngre publikum end det er tilfældet med Hergés Tintin, hvor humoren (og ikke mindst stregen) er langt mere udviklet og sofistikeret. Begge dele er i Mads’, Mettes og Sjokos oplevelser mere naiv, hvilket dog ikke berøver én læseglæden, hvis man stadig har mulighed for at mønstre blot en smule fantasi.
Det eneste minus ved minicomics-bøgerne er, at de er mini – men historierne er stadig lige læseværdige af den grund. Det kunne dog være dejligt, hvis forlaget også udgav de fem historier i samme store hardbackformat, som de har gjort det med Tintin – det ville være oplagt og glædeligt! En sådan behandling krydses der fingre for, at Peyos Henrik & Hagbart får, når forlaget lancerer denne serie!
Det er i øvrigt med glæde, at der ses frem til de sidste tre bind i serien – “S/S Manitoba svarer ikke”, “Karamakos udbrud” og “Kobradalen”. Hvis man gerne vil have tegneserien i det klassiske albumformat (og i Jørgen Sonnergaards oversættelse), så kan disse stadig erhverves fra Forlaget Carlsen på deres hjemmeside www.carlsen.dk