Når enden er god, ja så er alting godt. Og i Tove Janssons forunderligt fornøjelige Mumi-striber, ja der er enden såvel god, som den er rund og hyggelig. For hver eneste af de fire historier – der findes repræsenteret i første bind af de samlede striber – indledes med Mumis velformede bag, der strutter flot i vejret.

Nu udgiver Forlaget Carlsen – og tusind tak for det – for første gang Tove Janssons geniale avisstriber med Mumitroldene. Oprindeligt blev de tegnet til London-avisen The Evening News, og fra 1955 til 1962 blev mange af dem trykt i Politiken.

“Mumitrolden: De samlede striber 1” er første bind af i alt fem, og der vil hvert år – i anledningen af Tove Janssons fødselsdag den 9. August – udkomme et nyt bind i serien. De fem bind vil være indbundet i en flot stofryg, hvor historierne er trykt på gedigent, tykt papir. En rigtig feinschmeckerudgivelse!

Første bind – der består af 92 sider – indeholder i alt fire historier: “Mumi og røverne”, “Mumi og familielivet”, “Mumi ved Rivieraen” samt “Mumis øde ø”.

Første historie – “Mumi og røverne” – fortæller historien om Mumi, der i godhedens navn har åbnet dørene for gæster og venner. Desværre vil disse ikke rejse igen, så Mumi allierer sig med Snif for at komme af med de mange gæster, der har gjort sig det mageligt i Mumis hus. Men det viser sig hurtigt at være knapt så let som først antaget. Mumi og Snif kommer ud på et langt eventyr, hvor de bl.a. møder Mumrik og Snorkefrøkenen, der bliver Mumis kæreste

I bindets anden historie – 2Mumi og familielivet” – genfinder den ensomme Mumi sine forældre, der tager deres forsvundne søn til sig med gråd og åbne arme. Men Mumifar – der er lidt af en eventyrer – får overtalt Mumimor til at forlade Mumi for at bosætte sig i en øde grotte. Så Mumi bliver – i hvert fald for en kort stund – igen forældreløs.

Tredje historie – “Mumi ved Rivieraen” – kan bedst opsummeres som en ude-godt-hjemme-bedst-historie. Mumifar – der som bekendt er lidt af en eventyrer – har sammen med Mumis kæreste (Snorkefrøkenen) besluttet sig for at rejse til Rivieraen, hvor det vrimler med filmstjerner og rige mennesker. Mumi er ikke meget for det, men af sted tager de.

Den fjerde og sidste historie i bindet – “Mumis øde ø” – giver os et indblik i Mumiernes stamtavle, da de på en øde ø møder nogle fjerne forfædre: De såkaldte ur-mumitrolde! I denne historie møder vi Mymlen, der stikker af fra pirater. Pirater, der vækker eventyrlysten i Snorkefrøkenen.

Selvom jeg allerede som barn blev bidt af en gal Mumitrold, så er der en underliggende alvor i striberne, der gør dem til alt andet end børneegnet. Ikke at børn ikke vil kunne synes om historierne, men det er ganske klart, at de henvender sig til voksne.

Temaer som selvmord (Mumi, der grundet sin ensomhed vil drukne sig) og kærlighedsproblemer (Mumi, der gang på gang har problemer med Snorkefrøkenen, der lader sig fascinerer af andre mænd) og døden (Mumi, der regnes for død og bliver begravet af Snif, da denne falder ud over en skrænt).

Men igen: Selvom stribernes alvorlighed retter sig mod et mere modent læsersegment, så er det ganske sikkert, at et mere ungdommeligt også vil kunne finde stor fornøjelse i Mumitroldenes mange eventyr.

Bogen skal i allerhøjeste grad være alle anbefalet, der sætter pris på gode tegneserier. Og så kan man afslutningsvis blot beklage, at der er ALT for lang tid til, at andet bind i serien udkommer.