“Nat i 30 dage” – fra G. Floy Studio – er tegnet af Ben Templesmith og skrevet af Steve Niles. Det er en dyster, kold og indædt modbydelig mareridts tour de force ind i vampyrernes blodtilsølede univers, man føres ind i, når man giver sig i kast med fortællingen. Det er – med andre ord – blodigt og herligt!
Sidste år instruerede David Slade (“Hard Candy”) filmen, der bygger på nærværende vampyrfortælling med Josh Hartnett og Melissa George i rollerne som sheriff-ægteparret Eben og Stella Oleson. En filmatisering, der var noget nær selvskreven, da universet, som tegneserien frembyder, er af så distinkt og særegen visuel karakter, at den måtte omsættes til live action-mediet. Et yderligere interessant aspekt ved projektet var, at Steve Niles – forfatteren til trilogien “Nat i 30 dage” – blev hyret til at forfatte filmens screenplay.
Det er mørkt – uigennemtrængeligt mørkt – i den lille Alaska-udørk Barrow, hvor solen 30 dage om året ikke viser sig på himlen. Om ikke et paradis for varmblodede mennesker, så dog et rent slaraffenland for koldblodede vampyrer, der ser byen som et fantastisk tagselvbord, hvor de lystigt kan boltre sig med byens forsvarsløse indbyggere.
Mørkets dage er i mere end blot én forstand indtruffet, da vi første gang stifter bekendtskab med byen og sheriff-ægteparret Eben og Stella Oleson, der er ved at gøre sig parate til 30 dage i bælgmørke. Hvad de ikke ved, er, at en utænkelig fare er på vej mod byen og snart vil omslutte den med død, lidelse og angst – vampyrerne vil inden længe gøre deres triumferende indtog i den lille by langt mod nord!
Tegneserien er en æstetisk nydelse, hvor miljøet ikke er båret af en stor detaljerigdom i stregen, den er meget nøgtern og simpel, men hvor der dog er lagt vægt på at fremhæve ansigtstræk, øjne og de blodige handlinger, vampyrerne begår. Øjne glimter og glitrer som hvide diamanter og blodrøde rubiner i den kolde Alaska-nat. Blodet løber fra overrevne halse og vampyrernes mundviger og knivskarpe såvel som sylespidse tænder flænser og fræser sig vej igennem indbyggerne, hvis antal hurtigt bliver decimeret.
Netop seriens simple stil og det koncentrerede fokus på ansigt, øjne og tænder, fremhæver Clive Barker i sit forord til tegneserien, hvor han bemærker, at den enkle stil “… sætter et afdæmpet fokus på den triste verden i Barrow for at koncentrere vores opmærksomhed om ofrenes øjne, deres blod, og den skrøbelige symmetri af et par hugtænder. Det er ikke kønt syn, men hvornår var en gyser nogensinde det?”
Tegneseriens særegne visuelle udtryk – der blandt andet er blevet til via computermanipulerede fotografier – betød, at Ben Templesmith i 2005 blev nomineret til en Eisner Award, som han dog ikke vandt. Hvis man tilhører gruppen, der lider af en udefinerbar fascination af disse nattens væsner, så må man ikke snyde sig for at stifte bekendtskab med hændelserne i Barrow. Serien er et blodigt must for fans af genren!