“The Marvels” (2023) er instrueret af Nia DaCosta og er den 33. film i Marvel Cinematic Universe, det fælles filmunivers hos Marvel. Filmen er en efterfølger til “Captain Marvel” (2019) og bygger videre på de to serier “WandaVision” (2021) og “Ms. Marvel” (2022), og til dels serien “Secret Invasion” (2023).
De tre hovedpersoner, Carol Danvers/Captain Marvel (Brie Larson), Monica Rambeau (Teyonah Parris) og Kamala Khan/Ms. Marvel (Iman Vellani), vikles ind i et tværgalaktisk plot orkestreret af Dar-Benn (Zawe Ashton). Nick Fury er (Samuel L. Jackson) – som i “Captain Marvel” – ligeledes at finde i “The Marvels”.
Manuskriptet, der er skrevet af DaCosta selv sammen med Megan McDonnell og Elissa Karasik, er – diplomatisk formuleret – rodet. Tempoet både haster af sted og halter. Eksempelvis afviklingen af en problematik for The Scrulls med et kosmisk telefonopkald eller flashbacks på den mest dovne facon for at dumpe information ud på publikum.
Filmen fremstår som en serie af actionsekvenser, hvor Marvel indimellem synes at smide vilkårlige scener ind: The Marvels besøger en planet, hvor man synger for at tale uden hverken at bygge op eller følge op. Den sekvens gav denne anmelder krøllede tæer. Og det ville ikke være en nyere film fra Marvel, hvis persongalleriet ikke tæver den døde hest om superheltenavne.
De senere filmoptagelser, foretaget efter den officielle indspilning var slut, ses tydeligt, og det får “The Marvels” til ikke bare at virke usammenhængende og sjusket, men også ufærdig med adskillige halvhjertede plotelementer i løbet af de 105 minutters spilletid.
Så vidt historien … eller manglen på samme. Æstetikken, visuelt og musikalsk, er rendyrket Marvel. Flot og fintunet, men forglemmelig.
Nu til dialogen. Den er klodset, uinspireret og prøver alt, alt for hårdt på at være morsom, men er det ofte ikke, og cirka en fjerdedel fremstår som information til publikum. Tonen i “The Marvels” bidrager til den rodede filmoplevelse: Fra løssluppen komedie, hen over farcen og videre til drama og action. Det ér muligt at blande forskellige toner i en film, men skiftene i “The Marvelse” så pludselige, at de nærmest er til stede samtidig.
Karaktertegningerne er et andet dybtliggende problem for Marvel. Nuvel, 33 film, 9 serier, en overflod af instruktører og manuskriptforfattere ér også en betydelig portefølje at holde styr på, men (!) det mest basale må forventes at være på plads. Et eksempel er Nick Fury (Samuel L. Jackson) i “The Marvels”. Han blev efterladt som en knækket mand i “Secret Invasion”, men her er Fury manden med vittighederne hver gang, han åbner munden. Dernæst kommer Captain Marvel. Efter to film, ved Marvel ikke, hvilken karakter, Brie Larson skal spille som Carol Danvers/Captain Marvel. Larson blev instrueret i at spille karakteren nærmest følelsesløs, mens hun i “The Marvels” skifter personlighed fra scene til scene. Monica Rambeau derimod træder vande, som om filmen blot er en trædesten indtil Marvel finder ud af, hvor hun skal hen i fremtiden. Og så har vi Kamala Khan/Ms. Marvel. Vellani er lyspunktet i et kosmos af kaos. Hun er et frisk pust af entusiasme og komisk timing i “Ms. Marvel”, og lyser på ny op i nærværende film. Det er også dynamikken mellem Ms. Marvel og Captain Marvel, som er mest vellykket. Førstnævnte idoliserer Captain Marvel, og filmen berører da også, hvordan det er at møde sin helt, men undersøgelsen af det tema varer rundt regnet blot et par minutter.
Men hvad med skurken? Superhelte har typisk et behov for en skurk at spille bold med. “The Marvels” har Dar-Benn (Zawe Ashton), der er så én-dimensionel, at hun får tidligere tyndt skrevne skurke, som Ronan the Accuser til at ligne Darth Vader. Dar-Benn er en formalitet, en banalitet for helte at besejre.
“The Marvels” konsoliderer den kreative krise hos Marvel siden afslutningen på The Inifinity Saga i 2019, og den markerer et lavpunkt i det fælles filmunivers. Krisen er rodfæstet på det institutionelle niveau. “The Marvels” emmer af en inkompetence, som kun eksisterer på chefgangene hos filmstudier.
