Man kan slå sig så frygteligt på nostalgien, og mindet om den gode og måske ligefrem fantastiske filmoplevelse, man havde for 33 år siden, kan blegne og smuldre og forvitre, når filmen genbesøges af det voksne blik.

Det skete i går, da jeg udsatte et sådant ungdomsminde for en prøvelse ved at gense Albert Pyuns “Captain America” fra 1990. Det viste sig hurtigt, at det er en film af den slags, som kun en 13-årig dreng kan elske. Resultatet af genbesøget blev et krakeleret minde, der ikke kan klinkes.

Filmen har sine charmerende øjeblikke, men den barnlige naivitet og den uspolerede fantasi, som var til stede, da jeg første gang så Matt Salinger i sit stars and stripes-kostume, er blevet erstattet af et koldt og analytisk voksenblik, der nådesløst piller filmen fra hinanden.

Det er en film, som man bør undlade at anmelde – det tjener ikke et formål at slæbe staklen op på skafottet for at dissekere den minutiøst. Den ved, hvad den er. Filmen er akademisk interessant, hvis man beskæftiger sig med Marvel og superheltenes evolutionshistorie, men æstetisk fejler den på alle parametre.

Men ret skal være ret: Det er film som denne, der lagde fundamentet for min filminteresse, og måske er det voksne blik i mange henseender inferiørt, når det sammenlignes med den svulmende kærlighed og fantasi, som kun et barn kan mønstre, når det fortaber sig i fiktionens verden.

Så thumbs up til fantasien!