ANMELDELSE: “De siger man kan elske uden at få børn” af Camille Blomst

En roman om mad, mænd og den store kærlighed, sådan præsenteres Camille Blomsts andet skud på litteraturstammen. Og dét er den. Hverken mere eller mindre.

Som bogen starter, bliver man hurtigt smidt ud i hovedpersonens ønskedrøm; et uformelt bryllup med alle dem, som hun holder af. Det er kun en drøm. Men drømmeren, Bolivia, holder fast i den, og hun kender allerede sin fremtidige mands stemme. Den hørte hun, da hun var 14 år og arbejdede som tjener i en restaurant, dog ser hun ikke personen bag stemmen. Derfor beslutter hun sig for at blive inden for restaurationsbranchen, indtil hun finder stemmens ejermand. Vor heltinde (?) må nu igennem en del strabadser, før hun kan finde egne svar vedrørende mad, mænd og den store kærlighed. Sideløbende med Bolivia, følger man hendes omgangskreds og hvordan denne klarer sig i jagten på kærligheden.

Camille Blomst skøjter friskt over klicheernes is, men den bærer hende. Dog sker det ikke uden en vis knagen. Hun gennemgår de samme brugte temaer, som i mange andre bøger om forviklet kærlighed, men med et sprogbrug, der afspejler det nye årtusindes jargon. Med denne jargon, er romanen tidsbunden. Så på spørgsmålet om, hvor langtidsholdbar ”De siger at man kan elske uden at få børn” er, må eftertiden give svaret. Generationen af 70’er-børn vil kunne genkende en del af de ting, vi ser igennem Bolivias øjne, og oplevelser op igennem opvæksten i 80’erne og 90’erne. For andre generationer er der en mulighed for at få et indblik i netop 70’er-generationen og dennes sprogbrug. Årtiernes termer, mode og mærker bliver ofte brugt som anker for fortællingen. Igen en risiko for, at bogen bliver uvedkommende for fremtidige læsere.

I bogens dialoger skal der holdes styr på hvem, der siger hvad for at holde sig orienteret om hvem, der dyrker og forlader hvem. På én gang serveres det hele for læseren, samtidig med at puslespillet selv skal samles af hjernen bag øjnene, der læser. Man fornemmer via dialoger, radiostemmer og e-mails, at Camille Blomst har sans for sproget. Hun blander korte, dynamiske samtaler med længere, lommefilosofiske enetaler med en fornuftig variation, så man som læser ikke falder hen i sproglig tomgang.

Som romanen skrider frem, ser man flere og flere tilfældigheder, der bliver til en større helhed i Bolivias verden. Men illusionen om den store helhed bevares ikke og heldigvis for det. Det ville være synd, hvis romanen gled hen i rosenrød romantik. Man er som læser ikke et sekund i tvivl om, at det man læser, er en gennemkomponeret totalitet, hvor heltinden reelt kan fejle i sin mission: ”Sådan er det altid med smukke historier, livet er så fantastisk, at ingen gider at tro på det” (side 160).

Camille Blomsts værk udgiver sig til gengæld heller ikke for noget, det ikke er. Der er et tidsbillede af en generation, der er ved at være voksen og skal tage over fra den ældre. Mens man suser igennem Bolivias fnisende flashbacks og forhåbningsfulde flashforwards, fås et godt indblik i en splittet og forhåbningsfuld ung kvinde, som er på kanten til sit voksne liv. Et liv som hun både længes efter og gerne vil undgå.

Alt i alt har Camille Blomst skrevet en tilpas uhøjtidelig bog til en regnvåd efterårsdag tilbragt på sofaen. ”De siger at man kan elske uden at få børn” vil ikke gå ind i litteraturhistorien som en banebrydende eller kontroversiel bog. Men den kan klare jobbet. som den har sat sig for; at give lidt stof til eftertanke, at underholde og at vise hvad der rører sig i en ung kvinde og hendes sfære i det nyeste århundrede.


FAKTA

Titel: De siger man kan elske uden at få børn

År: 2003

Forfatter: Camille Blomst

Sider: 202

Genre: Roman / kærlighed

Sprog: Dansk

Forlag: Gyldendal

Cover: © Gyldendal