Året er 2003, Edgar Wright og Joe Cornish skriver et udkast til et manuskript for en filmatisering af Ant-Man: Superhelten, der på dansk blev direkte oversat til Myremanden. Tre år senere bliver Wright hyret som instruktør til filmen, og så burde det jo være en lykkelig slutning – men sådan går det ikke. Fra han blev offentliggjort som filmens instruktør, har der været en del polemik, hvilket ledte til, at Wright forlod instruktørstolen i foråret 2014 på grund af kreative uenigheder med Marvel Studios. Læs: Marvel gennemtrumfede deres egen vision. Herefter overtog Peyton Reed tøjlerne. Som instruktør har Reed mest gjort sig i de mindre actionprægede filmgenrer, men har også forsøgt sig med cheerleadere i “Bring It On” (2000), med romantiske komedier som “Down with Love” (2003) og “The Break-Up” (2006), og så har han skulle holde styr på Jim Carrey i “Yes Man” (2008).
Men nu er den her! Faktisk har en film med Marvels mindste superhelt været på tale siden 1980’erne, og det nævnte lange forløb, fra ambitionen om at lave en film til at kunne sætte sig til rette i et biografsæde og se “Ant-Man”, vækker minder om filmatiseringen af den grafiske roman “Watchmen” (1986-87). Her startede man med idéen i 1986, hvor Terry Gilliam blev tilknyttet som instruktør fem år senere, altså i 1991. Han blev i 2004 afløst af Darren Aronofsky, men så satte Zack Snyder sig endelig i stolen i 2005. Og i 2009, kunne man som biografgænger nyde resultatet af den lange rejse fra papir til lærred. Pudsigt nok var skuespilleren Patrick Wilson på et tidspunkt tilknyttet “Ant-Man”, idet Wilson spillede en af hovedrollerne, Dan Dreiberg/Nite Owl i netop “Watchmen” (2009).
Og nu til selve filmen “Ant-Man”, herefter et skridt tilbage. Hank Pym (Michael Douglas) alias Ant-Man leder efter sin arvetager og her falder valget på filmens egentlige helt, Scott Lang (i skikkelse af Paul Rudd). Som det hører sig til hos Marvel, findes der adskillige personer, som deler samme superheltealias, karakteren Scott Lang sås i tegneserien for første gang i 1979. Beslutningen om at tilsidesætte Hank Pym til fordel for Scott Lang kan bunde i mange kreative beslutninger, dog er den beslutning ærgerlig af forskellige årsager.
For det første er Hank Pym en af grundlæggerne af The Avengers i tegneserierne, og han udvikler centrale teknologier med stor betydning for hele Marvels univers. Dernæst har Pym bevæget sig, ulig andre superhelte, mellem forskellige alteregoer: Ant-Man, Giant-Man, Goliath, Yellowjacket og Wasp. Her går man glip af en interessant problemstilling med en superhelts tendens til personlighedsspaltninger; noget som kunne åbne op for en spændende dynamik hos karakteren. Så vi får altså ikke lov til at opleve en ellers meget vigtig Marvel-karakter på film; udover som en pensioneret helt og mentor for næste generation.
Men eftersom Pym er et vanskeligt, videnskabeligt geni – en position Robert Downey Jr. allerede bestrider i Marvels fælles, filmiske univers – er filmversionen af superhelten en småkriminel mand med en datter; altså endnu et valg, der adskiller sig tilpas meget fra Tony Stark/Iron Man. I hvert fald for den gennemsnitlige biografgænger. Om fravalget af Hank Pym, er der klare meldinger om, at Pyms psykologiske tilstand, jævnfør spaltningen af personligheder, er en knap så familievenlig som Langs ditto. Det er ærgerligt, at Marvel ikke udviser mere mod end tilfældet er, og her synes jeg, at DC Comics er mere modige; noget som slutningen af “Man of Steel” (2013) er et eksempel på.
Udover at være del af Marvel Cinematic Universe, så afslutter filmen om Ant-Man ligeledes anden fase af Marvels delte filmunivers. Dette leder til følgende problematik inden for det fælles univers på film: For hvis Pym, ifølge filmens plot, udviklede Ant-Man-teknologien i 1963, og Pym har opereret som Ant-Man, hvorfor prøvede Nick Fury så ikke at rekruttere ham til The Avengers? En så fremtrædende og genial mand som Pym burde have været på myndighedernes radar. Her pilles lidt ved en af de helt store problematikker ved Marvels Cinematic Universe: Man eksisterer i fællesskab, men bliver først hevet ind, når det passer ind i Marvels kadence, men i løbet af de film, der følger efter “The Avengers” (2012), har publikum kunne stille sig spørgsmålet ”hvorfor gør The Avengers ikke noget”? Som når den amerikanske præsident kidnappes i “Iron Man 3” (2013), når en sortelever forsøger at bringe dommedag til universet i “Thor: The Dark World” (2013) eller når en terrororganisation infiltrerer S.H.I.E.L.D. i “Captain America: The Winter Soldier” (2014). Den problematik har Marvel ikke siddet overhørig og adresserer den direkte i “Ant-Man” på en plausibel måde, udfordringen består i at kunne blive ved med at bortforklare den åbenlyse konflikt ved ikke at lade The Avengers træde til og samtidig gøre de enkeltstående film tilpas risikofyldte for den enkelte helt.
I forhold til det element, er der en langt mere let og legesyg atmosfære i filmen end den typiske, moderne Marvel-film, med montager akkompagneret af festlig musik. Visuelt, som efterhånden er Marvels kendetegn, er filmen utroligt flot og der er en sømløs overgang mellem Ant-Man i menneskestørrelse og når han skrumper til myrernes dimension. Forholdet, der er nøglen til den nye Ant-Man, Scott Land, er mellem ham og hans datter, Cassie, og det forhold får instruktør Peyton Reed forløst på en troværdig måde uden at forfalde til banal sentimentalitet. I tilbuddet om at blive den næste Ant-Man Pym tilbyder Lang at få genoprejsning som menneske. Ikke for vores verdens skyld, men for hans datters. Et finurligt lille ordspil, der knytter sig til et perspektiv, hvor verdenen er et mikrokosmos – og hvor superhelten kan skrumpe sig ned til myrestørrelse.
Som skuespiller er Paul Rudd en gevinst for de fleste film- og tv-produktioner, og hvis nogen kan formidle en antihelts transformation til superhelt på en overbevisende såvel som jordnær måde, er det Rudd. Han er sjov, alligevel afdæmpet og overbevisende nok som Scott Lang, der også besidder publikums skepsis over for en superhelt, der kan tale med myrer og skrumpe til deres størrelse. Paul Rudd har ligeledes bidraget til bearbejdelsen af filmens manuskript, der efter sigende indeholder store dele af Wrights originale manuskript. Udover Rudd, har Adam McKay, manden bag Anchorman (2004), også skrevet på manuskriptet.
Over for Scott Lang står Darren Cross (Corey Stoll fra “House of Cards”) og som langt størstedelen af Marvels film, lider Ant-Man desværre under af fraværet af en helstøbt skurk. Cross er ret harmløs karakter og udgør derfor ikke nogen særlig udfordring for filmens hovedperson. Men det er ikke fordi ”Ant-Man” er en dårlig film. Dertil er Marvels hånd for sikker, det er nok deri problemet ligger. For hvis ikke, der havde været elleve foregående film i Marvels Cinematic Universe, ville “Ant-Man” have været en større filmoplevelse, noget som også hjemsøgte den meget imødesete “Avengers: Age of Ultron” (2014). Problemet er, at “Ant-Man” ligner meget af det man har set før i genren, her tænkes særligt på den første “Iron Man” (2008), der til stadighed er en af de bedste film fra Marvel: En anti-helt får en ny chance i form af en ekstraordinær dragt mod en fjende, som prøver at bruge dragtens teknologi til lyssky aktiviteter. Det vil sige, at inklusiv “Ant-Man”, består Marvels fælles filmunivers af hele tolv film:
Marvels første fase består af seks film, startende med netop “Iron Man” i 2008 og fasen afsluttedes med “The Avengers” i 2012, fase to åbnede med “Iron Man 3” (2013) og nærværende fases sjette film, “Ant-Man” markerer dens afslutning, hvor fase tre begynder med “Captain America: Civil War” (2016), der har Myremanden på rollelisten.
Hvis ikke de næste planlagte film fra Marvel skal smage af det samme, må selskabet tænke i andre baner og det kunne deres fornemme tv-serier “Daredevil” (2015-) og “Jessica Jones” (2015-) da også tyde på. Men at lade den tilgang påvirke filmenes beskaffenhed, kræver mere mod, eller fraværet af frygt.
