Det er hamrende koldt i Barrow, men det er ikke kun den tænderklaprende kulde, som byens indbyggere denne vinter skal kæmpe med. Noget langt værre har meldt sin uindbudte ankomst i den lille Alaska-udørk, der 30 dage om året hylles i et uigennemtrængeligt, depressionsfremkaldende vintermørke. Et mørke, hvor menneskerne mistrives, og hvor vampyrerne stortrives. Der er dømt blodorgie, når vampyrerne sætter tænderne i Barrows uskyldige indbyggere!
David Slade har med “30 Days of Night” (2007), der bygger på Steve Niles’ og Ben Templesmiths formidable tegneserie, skabt et ultrablodigt kapitel til en af filmhistoriens mest populære og udødelige horrorsubgenrer, nemlig vampyrfilmen. Man stiller sig selv uvilkårligt følgende spørgsmål, når man har set filmen til ende: Hvorfor er der ikke nogen, der tidligere har fået idéen at placere en flok blodtørstige vampyrbæster i en by, hvor det er om ikke evig nat, så dog nat i hele 30 dage? Det er jo genialt – i hvert fald, hvis man har spidse tænder og lider af kronisk jernmangel!
Barrow er ved at lukke ned for vinteren, og de indbyggere, der ikke kan håndtere 30 dage i bælgravende mørke, vælger at tage benene på nakken. At forlade byen til fordel for en, der har en mere normal døgnrytme, hvor solen dagligt når zenit, viser sig hurtigt at være et fornuftigt træk.
Byens sherif – den handlekraftige Eben Oleson (spillet af Josh Hartnett) – forsøger at få den midlertidige nedlukning af byen til at glide let og smertefrit. Men alt imens forberedelserne står på, så melder en mystisk fremmed sin ankomst – og han bebuder problemer for lovens håndhæver. Han tropper nemlig op på byens lokale diner, usoigneret og med rådne tænder, og han kræver at få serveret råt kød til frokost. Så er scenen sat.
Dette bizarre madønske får naturligvis alarmklokkerne til at ringe hos sheriffen, der med hjælp fra sin separerede kone (spillet af Melissa George) får stodderen arresteret. Men, som en verdensberømt hersker engang proklamerede: terningerne er kastet! Vampyrerne er indtruffet, og de har afskåret byen fra enhver mulig form for kommunikation. Alle mobiltelefoner er stjålet og brændt, slædehundene likvideret og satellitkommunikationen sat ud af drift. Byen er afskåret fra alt og alle: Let the feast begin!
Den usoignerede kødelsker med rådne tænder, der går under navnet The Stranger (spillet af Ben Foster), har en stærk tilknytning til Dracula-myten. Ikke blot gør han sin entré på et grundstødt skib i filmens flotte intro, han deler også karaktertræk med Renfield-karakteren, der jo (som alle vampyrfiktionskyndige ved) vil gå igennem ild og vand for sin jomfrugnaskende mester, han så underdanigt tjener. Men vil The Stranger blive indlemmet i haremmet af bloddrikkere, der følger i kølvandet på vampyrernes leder? Eller vil han få en skæbne, der er lig Renfields? Jeg spoiler ikke, så se filmen og bliv klogere!
Én efter én falder de. Indbyggerne er ikke andet end slagtekvæg for den invaderende hær af vampyrer, der ønsker at suge livet ud af byen – dråbe for dråbe for dråbe! Anført af übervampyren Marlow (spillet tænderskærende godt af Danny Huston) nedlægges bytte på bytte, og der skelnes ikke mellem ung og gammel, mellem mand og kvinde, mellem barn og voksen. Devisen lyder, at alt blod er godt blod – man er vel ikke kræsen!
En 30 dage lang belejring tager sin nervepirrende begyndelse, og alle kæmper for livet. En lille enklave af overlevende forskanser sig på loftet i et forladt hus, hvor de febrilsk forsøger at undgå vampyrernes skarpe, dyriske sanser – men ikke alle er lige heldige. Eben Oleson gør sit til at udslette vampyrerne, men må dog sande, at der skal radikale midler til, hvis han skal vinde kampen mod blodnyderne. Det er i øvrigt her, at jeg var spændt på at se, hvorledes filmen ville bygge sin slutning op! Ville den være tro mod tegneserien, eller ville man vælge en mere – om jeg så må sige – grafisk neutral mainstreamslutning? Ja, det må man også selv finde ud af. Jeg spoiler nemlig ikke!
Filmen er en visuel perle, der skriver sig smukt ind blandt den store mængde af vampyrfortællinger, der siden filmens spæde barndom i en kontinuerlig strøm er blevet produceret. Atmosfæren, der skabes i det vintermørke Barrow, er gåsehudsfremkaldende, dyster og smuk. En følelse af klaustrofobi præger filmens fortættede scener af blodig ondskab, når vampyrerne mæsker sig med alt fra gamlinge til ynglinge. Især én scene, hvor en lille pige er blevet transformeret til et blodelskende bæst af natten, gør indtryk: Ja, her er der dømt alvorlig halshugning – hov, spoilede jeg lige der?
ilmen er flot, intens og underholdende. Der er ikke dømt klassiker eller mesterværk, men hvis man kaster sig over filmen med en sund portion vampyrsult, så vil man også blive underholdt i de 112 minutter, mareridtet varer. Historien er velskrevet, vinklen er ny, og skuespillet holder hele vejen. “30 Days of Night” er et interessant kapitel i den vedvarende krønike over vampyrernes gang på jorden, og hvis man kalder sig fan af genren, så må man ikke snyde sig selv for denne blododyssé!
