I går døde Paul Auster. For ung, for tidligt. Er man ung, når man er 77 år? Det vil mange nok mene, at man ikke er. Men det var ikke alderen, der tog livet af ham. Det var kræften, der kom, der så, der sejrede. Jeg læste ham første gang i 1996, da jeg købte Penguins paperback-udgave af “The New York Trilogy”, og da jeg først havde taget en bid af æblet, var jeg fanget. Han var blandt The Big Apples i kurven af forfattere. Det kan der ikke sås tvivl om.

Der er langt fra millionmetropolen New York til den midtfynske miniputby Allested-Vejle. Alligevel kan forfatter og læser på tværs af tusindvis af transatlantiske kilometer være forbundet af ord, sætninger og tanker. Således faldt jeg i går i søvn med en anden i New York bosiddende forfatters bog, nemlig Salman Rushdies selvbiografiske “Kniv”, hvori han skriver ærligt og mavekrympende ubærligt om overfaldet på ham i 2022. Et overfald, der næsten kostede ham livet. Det sidste, jeg læste, inden søvnen vandt, var Rushdies gengivelse af en telefonsamtale, han havde haft med sin gode ven, Paul Auster:

“(…) jeg [fik] at vide, at Paul Auster havde lungekræft. Paul og hans kone, Siri Hustvedt, havde begge to deltaget i støttearrangementet for mig på trappen til biblioteket; men nu stod de over for deres egen krise. Der var en chance for, at han kunne overvinde kræften, fortalte Paul mig i telefonen. Én svulst, i én lunge, ingen metastaser, hverken i lymfeknuderne eller noget andet sted i kroppen, og han håbede, at kemo- og immunterapi kunne formindske den drastisk, og at den angrebne del af lungen derefter kunne fjernes kirurgisk. Så vi krydsede fingre.”

Og så slår man øjnene op onsdag morgen og erfarer, at de krydsede fingre ikke hjalp.