Smuk isfugl fra LEGO Icons serien (#10331)

LEGO Koncernen har sendt en smuk isfugl på markedet, der flyver lige ind i hjertet på alle samleglade ornitologer. Hvis man er i besiddelse af et kreativt byggegen, så er der mange hyggetimer i dette sæt. Isfuglen indgår i LEGO Icons serien, og sættet henvender sig primært til voksne. Det er et dekorativt sæt, der egner sig fortrinligt som udstillingsgenstand … måske især til fuglekiggeren, der ikke har mistet fantasien og kontakten til sit indre barn.

Selvom isfuglen er lanceret som et sæt til voksne, så kan den unge og øvede byggeentusiast, der evner at koncentrere og fordybe sig, sagtens samle den farverige og flamboyante fugl, der – hvilket mange ikke ved – er en dansk stand- og ynglefugl. Jeg havde eksempelvis håbet, at jeg selv skulle have glæden af at bygge fuglen, men da husets 13-årige opdagede sættet, tog hun fluks æsken under armen … og så var den fugl fløjet.

Fire timer efter kom hun tilbage og præsenterede resultatet: Den flotte, iøjnefaldende fugl var bygget færdig. Den sad på sin piedestal omgivet af dunhammer med en lille fisk i sit næb. Det er fint og dekorativt vandtableau, og fuglens hoved og kløer kan arrangeres på forskellige måder, der gør sættet dynamisk.

Så hverken unge eller voksne skal holde sig tilbage! Hvis man ønsker nogle afslappende timer med fordybelse og byggeglæde, hvor man kan distancere sig til de allestedsnærværende skærme, der sluger vores tid og liv med nonsens, så er isfuglen et mere givende alternativ. Med dette sæt får man en smuk udstillingsgenstand, og man kommer helt ned i gear, imens der bygges.

Det kunne være fantastisk, hvis LEGO Koncernen i fremtiden lancerede flere sæt, der tog afsæt i fuglenes verden. Det ville f.eks. være helt eminent, hvis man kunne fortsætte serien med andre skrigefugle (isfuglen hører til ordnen af skrigefugle), og her ville biæderen, ellekragen og hærfuglen være oplagte arter: De er både farverige og iøjnefaldende, og de kan træffes i den danske natur. Fuglene kunne evt. danne afsæt for en helt ny LEGO serie med navnet “Fauna” … idéen er hermed givet videre til vores stolte klodsfirma i Billund.

Hvis man downloader LEGO Builder-appen, der er tilgængelig til android og iPhone, kan man bygge isfuglen via en digital byggevejledning. Der medfølger naturligvis en god, gammeldags samlevejledning i sættet.

Ornitologisk info om den smukke isfugl:

Isfuglen er ikke til at tage fejl af med sine mange farver. Den har en turkis skinnende overside, blågrønne vinger samt en orangerød underside. Struben og pletten på begge sider af halsen er hvide. Halen er kort, mens næbbet er kraftigt og relativt langt.

Isfuglen er en standfugl i Danmark, og bestanden svinger mellem 200 og 1000 par. Om vinteren kommer der desuden isfugle på træk nordfra. Isfuglene lever og yngler ved søer og vandløb tæt ved skov eller krat, og de bygger dybe redehuller i skrænter eller brinker.

Isfuglen foretrækker vandinsekter samt småfisk på op til 10 cm, som den fanger ved at dykke ned i vandet med høj fart fra udsigtsposter i træer. Den er relativt lille – blot 17-19 cm lang med en vægt på 40-45 gram – og den opnår en alder på maks. 21 år.


INFO OM SÆTTET:

Sættets navn: Isfugl
Serie: Icons
Dele: 834
Dimensioner: 21 cm høj, 31 cm bred og 17 cm dyb
Alder: 18+
Sættets #: 10331


© LEGO Koncernen (box art)