Forlaget Abrams er kendt for deres gedigne “Star Wars”-bøger, der gransker den galakse, vi lærte at kende tilbage i 1977. Det er blevet til mange bøger, og især deres “Star Wars Art”-serie bør med rette finde hjem til ens hylder.
“Star Wars Art: Posters” er en flot hardbackudgivelse på 180 sider, der måler 31×28 centimeter og som indeholder et overflødighedshorn af plakater – kendte som mindre kendte – der har været med til at sælge den serie af film, der hører til blandt filmhistoriens mest berømte, feterede, diskuterede og elskede.
For me, “Star Wars” was not only a grand subject to paint; it also brought me into association with George Lucas. It was the turning point in my career. I went from relative obscurity to being real part of a phenomenon. At the time, films generally enjoyed an opening-weekend release, saw a short run of a week or so, and were gone. But “Star Wars” kept drawing crowds. The interest did not wane for months. As a result, Lucasfilm decided to refresh the look of its marketing with a new poster.
– Forord ved Drew Struzan
Drew Struzan blev genhyret af George Lucas i forbindelse med relanceringen af den originale trilogi, der fik premiere i biograferne i 1997 som en slags optakt til premieren på første del i prequel-trilogien, “The Phantom Menace” (1999). Han stod for plakaterne til såvel speciel edition-udgaverne af den originale trilogi, som han stod for plakaterne til filmene i prequel-trilogien (1999-2005).
Før det, havde Struzan blandt andet skabt et concept treatment til “Star Wars”-filmen “Caravan of Courage: An Ewok Adventure” (1984) og jubilæumsplakaten til “Star Wars”, som i 1987 fyldte 10 år.
Plakater er kunstværker, og det er kun ganske få plakater, der har formået at sætte gang i fantasien, som de originale “Star Wars”-plakater har formået at gøre det. De er for længst gået over i filmhistorien som mesterværker, der i dag sælges for tårnhøje priser til samlere, der har pengene på kontoen eller som ikke har noget imod at gældsætte sig for at udvide samlingen af “Star Wars”-effekter.
“Star Wars Art: Posters” tager os med på en rejse gennem plakathistorien, der begynder i midt-70-erne med de første udkast lavet af navnkundige Ralph McQuarrie, der er uløseligt forbundet med “Star Wars”-universet.
Herfra går det slag i slag, og vi springer fra den ene store kunstner til det anden: Howard Chaykin, Tom Jung, Roger Kastel, Tom Chantrell, John Berkey, John Alvin, Noriyoshi Ohrai og mange, mange flere.
Disse plakatkunstnere og illustratorer står bag nogle af filmhistoriens lettest genkedelige plakater, og når man ser dem ville man ønske, at man havde uendeligt med vægplads.
Det er dog ikke kun de berømte plakater, der har fundet vej til denne bog. Nej, der er også blandt plads til mere sjældne plakater, der er designet specifikt til markedsføringen udenfor USA. Her kan man nævne kunstnere som polske Wojtek Siudmak og italienske Michelangelo Pauzza, der står bag nogle meget smukke, men også relativt ukendte plakater. Plakater, der pga. denne bog er blevet trukket ud af deres anonyme tilværelse og med rette er blevet tildelt en plads i rampelyset.
“Star Wars Art: Posters” er den femte bog i forlaget Abrams’ “Star Wars Art”-serie, der er kurateret af George Lucas. Den komprimerer 40 års plakatkunst i en bog, som man nyder at bladre igennem igen og igen og igen. Bogen indeholder ikke blot kendte og ukendte plakater, men også skitser, illustrationer, ufærdige forstudier, særlige tryk og kunst, der ikke tidligere er blevet gengivet i bogform, hvis overhovedet.
INFO OM UDGIVELSEN:
Titel: Star Wars Art: Posters
Forfatter: J.W. Rinzler & Eric Klopfer (ed.)
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 14. oktober 2014
Sideantal: 180
ISBN: 9781419714009
Mål: 32,1 x 27,8 cm
Indbinding: Hardback
Genre: Faglitteratur: film & tv
Land: USA
Forlag: Abrams
Oversætter: Ingen oversætter (originalsprog)
Omslagsgrafiker: Ikke anført
Cover: © Abrams