ANMELDELSE: “Black Rain” (1989)

I år er det tyve år siden, at Ridley Scott instruerede Michael Douglas og Andy Garcia i “Black Rain”. Nu udgives den – smukt restaureret – af Paramount Pictures på Blu-ray.

“Black Rains” establishing shot viser Michael Douglas på sin motorcykel kørende imod solopgangen. Han er billedet på den ensomme, stålsatte amerikanske helt. Han er den amerikanske myte visualiseret. Hvis “Black Rain” var blevet optaget halvtreds år tidligere, så var Michael Douglas kommet ridende på en hest.

Michael Douglas spiller den hårdføre og plagede New York-betjent Nick Conklin, der har knas i ægteskabet og rod i økonomien. Han efterforskes af internal affairs, der mistænker ham for at være korrupt. Sammen med partneren Charlie (Andy Garcia) overværer de et mafiaopgør på deres lokale bar, hvor den koldblodige Sato (Yusaku Matsuda) skærer halsen over på en mand. Matsuda var i øvrigt døende under optagelserne til “Black Rain” og den 6. november, hvor filmen havde haft amerikansk premiere den 22. september, døde han af kræft.

Nick og Charlie sætter efter den flygtende Sato, der i en smukt fotograferet scene tages til fange i et slagteri. Efterfølgende beordres de to betjente – meget imod Conklins vilje – at skulle eskortere Sato tilbage til Japan og overhænde ham til det japanske politi. Alt går dog ikke som planlagt, og da de to New York-betjente lander i Japan, overhænder de Sato til den japanske mafia, der udgiver sig for at være politiet. Men selvom japanerne helst så, at Nick og Charlie tog det hurtigste fly tilbage, så vælger de at blive og følge sagen til dørs. Med andre ord, så får japanerne i Osaka deres sag for, da de egensindige newyorkere sætter deres ben i lufthavnen. De er ikke sådan at slippe af med igen.

Det er Jan de Bont, der er fotograf på “Black Rain”, og dennes elegante iscenesættelse af New York Bridge vækker mindelser om Sergio Leones “Once Upon a Time in America” (1984), hvor broen (og hele New Yorks “lower east side”) takket være Tonino Delli Collis smukke fotografering har opnået ikonisk status. Ligeledes fungerer Jan de Bonts smukke fotografering af Osakas neonoplyste storbymiljø med dekadente og mafiainficerede natklubber som en smuk kontrast til Japans ældgamle kultur med rodfæstede æresbegreber.

Den japanske mafia (yakuzaen) fyldte meget i 80’ernes og de tidlige 90’eres amerikanske film. Man søgte et eksotisk afbræk fra den efterhånden stereotype og klichéprægede fremstilling af russerne som de evindelige bad guys. Med “Black Rain” har Ridley Scott tegnet et uforligneligt tidsbillede, der vækker mindelser om en (i filmhistorisk forstand) svunden og særegen epoke.

Titlen refererer i øvrigt til den sorte regn, der faldt over Hiroshima og Nagasaki i dagene efter, at amerikanerne havde smidt atombomberne “Little Boy” og “Fat Man”. Således bliver atombombardementet af de japanske byer den 6. og 9. august 1945 billedet på det fordærv, amerikanerne kastede japanerne ud i, og som de 44 år efter stadig mærker efterdønningerne af.

Ridley Scott har, lige siden jeg som ganske ung første gang så “Alien”, været én af mine favoritinstruktører. Han evner at kombinerer den gode fortælling med en æstetisk billedside, der gør hans film til stor nydelse. Han er en instruktør, der spiller på hele genreklaviaturet. Han spænder fra store episke film a la “Gladiator” og “Kingdom of Heaven” over science fiction som “Blade Runner” og “Alien” videre til thrillers “Hannibal”, krigsfilm “Black Hawk Down”, fantasy “Legend” og drama-komedie “Matchstick Men”.

Interessant er ekstramaterialet af flere årsager. Ikke mindst Michael Douglas én af de skuespillere, det rent faktisk er interessant at lægge ører til, men han er jo også en habil instruktør ved siden af sin skuespillermetier. Spændende er det også at høre Andy Garcia belære os om alle de tiltag og forslag, han gjorde Ridley Scott under filmens tilblivelse.

Det er også ganske morsomt at se, hvorledes tyve år rent fysisk kan sætte sine spor i ansigterne på de to skuespillere. Michael Douglas har for længst krydset grænsen, hvor grå stænk bliver til hvid manke, og han ligner (må man konstatere) mere og mere sin far. Ligeledes har Andy Garcia, der var en slim herre tilbage i 1989, da “Black Rain” blev indspillet, lagt sig ud med kiloene, der om ikke præger hans ansigt, så dog har gjort det mere kødfuldt. Desuden må jeg erkende, at jeg har en udefinerbar fascination for Andy Garcia og dennes tilbagelænede måde at portrættere sine karakterer på. Ikke blot i “Black Rain”, men også i film som “The Untouchables”, “Jennifer Eight” og “Things To Do In Denver When You Are Dead”.

Lydsporet er præget af lækre 80’er rytmer, der elegant komplementerer New Yorks om ikke forfald, så dog maleriske slum. “Black Rain” var et af Hans Zimmers første store Hollywood-projekter, og soundtracket har ørehænger-kvalitet. Efterfølgende har Hans Zimmer fungeret som komponist på et utal af Ridley Scotts film.

“Black Rain” er et must i enhver 80’er filmsamling, og det er naturligvis Blu-ray udgaven, man skal have fingre i.