A rebellion built on hope!
– Tagline til “Rogue One: A Star Wars Story” (Gareth Edwards, 2016)
Da “Rogue One: A Star Wars Story” ramte biograferne i 2016, blev biografgængere mødt af en film, der markerede sig som noget helt nyt i “Star Wars”-henseende.
John Williams var skiftet ud med Michael Giacchino, den kendte intro var udeladt, og Skywalker-familien var ikke i fokus. Det var den første film i den serie af film, der fik benævnelsen antologi-film! Film, der skriver sig ind i den overordnede kronologi, men som fortæller deres egne, selvstændige historier.
Desværre nåede vi blot at få to antologi-film i “Star Wars”-franchisen, inden Disney og Lucasfilm trådte på bremsen. Blandt andet grundet en gruppe af uvorne og højlydt brokkende “fans” på de sociale medier, der har fået den idé, at “Star Wars” er noget, de har patent på.
Men hvis man som jeg faldt pladask for Gareth Edwards’ galakseeventyr, så skal man notere sig, at forlaget Abrams, der her en lang række “Star Wars”-udgivelser bag sig, har udgivet “The Art of Rogue One: A Star Wars Story”, der er skrevet af Josh Kushins og som er udstyret med forord af Doug Chiang, Neil Lamont og Gareth Edwards.
Bogen, der er på 256 sider i hardback, byder på over 300 farveillustrationer og måler 31×26 centimeter.
Bogen i sig selv er en åbenbaring, og den giver et fantastisk indblik i den lange og kreative præproduktionsfase, som er alle films undfangelse. Det er i denne del af den tredelte produktionsfase, at et hav af kunstnere brainstormer idéer til nye universer, planeter, væsner, våben, fartøjer, kostumer og karakterer.
Det er langtfra alle idéer, der vej til det hvide lærred, og i Kushins bog kan man blandt andet se, hvorledes den kunstneriske evolutionsproces for flere af karaktererne er forløbet.
Når man sidder med bogen i hånden, der udover overflødighedshornet af illustrationer også er udstyret med forklarende passager, finder man hurtigt ud af, at man har med meget dygtige kunstner at gøre, og at mange af bogens illustrationer fungerer som kunstværker i deres egen ret. Det er gennemkomponerede kunstværker, tegninger og illustrationer, der vidner om en blomstrende fantasirigdom.
Det er takket være disse kunstnere, at vi gang på gang kan læne os tilbage i biografsædet og indtage nye verdener i den galakse, som år for år blot bliver større og farverigere.
Bogen er en anbefalelsesværdig følgesvend for alle, der gerne vil vide mere om præproduktionsprocessen. Den udgør et svimlende overflødighedshorn af illustrationer, koncept-tegninger i farve og sort/hvid, akvareller, digital kunst, skitser og meget, meget mere.
Bogen bladrede jeg igennem, imens jeg slugte illustrationerne. Efterfølgende læste jeg, hvad Josh Kushins og forordsskribenterne havde at sige om filmen, og her er der mange informationer at hente, hvis man har interesse i skabelsesprocessen for filmen.
Bogen anbefales som skrevet på det varmeste, hvilket i øvrigt også gør sig gældende for de tre andre i “The Art Of”-serien fra forlaget Abrams.
Med Yodas ord: Købe dem, man skal! Hvis “Star Wars”-fan, man er!
INFO OM UDGIVELSEN:
Titel: The Art of Rogue One: A Star Wars Story
Forfatter: Josh Kushins
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 16. december 2016
Sideantal: 256
ISBN: 9781419722257
Mål: 30,5 x 27,9 cm
Indbinding: Hardback
Genre: Faglitteratur: film & tv
Land: USA
Forlag: Abrams
Oversætter: Ingen oversætter (originalsprog)
Omslagsgrafiker: Ikke anført
Cover: © Abrams