Når jeg vandrer op ad den nordjyske vesterhavskyst, og runder hjørnet ved horisontens fjerneste skrænt, forventer jeg at se horder af aber, Charlton Heston til hest og Frihedsgudinden, der ligger begravet i sand.

…. Og når jeg kaster mig ud i bølgerne, og jeg ligger blidt duvende på det dybe vand, befinder jeg mig i farvandet ud for Amity Island, og det er stakkels Chrissie Watkins og hendes voldsomme endeligt, der dukker op i tankerne ledsaget af John Williams’ toner.

… Og når jeg igen træder op på stranden – lykkeligt konstaterende, at jeg ikke er blevet spist af en haj – gør jeg det naturligvis maskulint nonchalant som Daniel Craigs James Bond, da han vader op af det safirblå vand på Bahamas. Eller også gør jeg det som Ursula Andress’ Honey Ryder i “Dr. No”, da hun i sin ikoniske bikini – og som en skumfødt Venus – kommer op af vandet på den mystiske ø Crab Key.

… Og når jeg hører skingre fugleskrig på stranden, og jeg ser flokke af stormmåger, sildemåger og sølvmåger hænge som faretruende damoklessværd i luften, så fortsætter den mentale rejse fra Amity Island til Bodega Bay, hvor jeg sammen med Rod Taylor og Tippi Hedren løber spidsrod for at komme i sikkerhed for de vingede bæster.

At være barn af filmens verden betyder, at man hver dag begiver sig ud på en eventyrlig rejse.