Darth Vader in a Box (så er der styr på ham)

Det amerikanske forlag Chronicle Books står bag en lang række “Star Wars”-udgivelser af den mere specielle slags. Blandt andet har de udgivet figursæt med nogle af universets klassiske karakterer, der øser af deres visdom i citatform.

Et af disse sæt er “Darth Vader in a Box” – en rigtig fin sag, som forlaget udgav i 2012. Hvis man flirter med den mørke side af Kraften, så vil teksten på boksen virke tillokkende: Together we can rule the galaxy, står der. Hvis dette lyder fristende, så skal Vader klart hjem til samlingen.

If you only knew the power of the side.
– Darth Vader

Manden, som en dag skulle kaste en slagskygge af terror over galaksen, blev født som den fattige slavedreng Anakin Skywalker på planeten Tatooine. Den historie får vi nøje fortalt i George Lucas’ prequel-trilogi, hvor Anakin gradvist bliver indrulleret i de ondes rækker og ender med at blive én af galaksens fermeste beherskere af Kraften, da han bliver sithfyrsten Darth Vader.

Vader, der portrætteres af James Earl Jones og David Prowse, er af AFI (American Film Institute) blevet kåret som én af filmhistoriens største skurke. Ja, han har faktisk fået en flot tredjeplads og bliver blot overgået af Norman Bates fra “Psycho” og Hannibal Lecter fra “The Silence of the Lambs”, hvilket må siges at være fint selskab for en skurk.

Over seks film er det blevet til en lang række udødelige citater fra sithfyrsten, og mange af disse har sneget sig ind i film- og “Star Wars”-historien, hvor de er blevet udødeliggjorte som Vader selv.

Hvem kan eksempelvis ikke nikke genkendende til følgende: The Force is strong with this one! eller I find you’re lack of faith disturbing!  Og så er der jo det citat, der efter at være blevet ytret i “Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back” fra 1980 beseglede Skywalker-slægtens skæbne: I am your father!

Disse citater – og mange, mange flere – kan man læse i den mini-booklet, der følger med sættet fra Chronicle Books. Der er tale om en lang række klassiske citatperler, som sithfyrsten har ytret gennem seks film fra 1977 til 2005.

Sammen med bogen, der er illustreret og med forord af Pete Vilmur (chef for fanrelations hos Lucasfilm) får man en display-stander, som mørkets fyrste kan trone på i sin galaktiske almagt. Darth Vader-figuren er 11 cm høj, håndmalet og gengivet i den klassiske Force choke-positur. Han er blevet skabt minutiøst med sans for detaljerne, hvilket overstående nærbilleder vidner om.

Sættet er lidt af en galaktisk herlighed for samlere og alle, der elsker eventyrerne in a galaxy far, far away. Så hvis du mangler en flot Vader-figur til skrivebordet, og skal have frisket nogle af hans mest prominente citater op, så er dette sæt et fornuftigt køb! Join him … it’s your destiny!


© Chronicle Books (cover/box art)