Mikael Håfströms Stephen King-filmatisering “1408” er en kvælende klaustrofobisk mareridts-tour de force med gåsehudsgaranti, der dog taber pusten nær enden.
Stephen King lider af kronisk skriveraptus, der afføder romaner og novellesamlinger i en sådan fart, at alle andre forfattere ville få sved på panden, hvis de skulle mønstre samme ihærdige produktionshastighed. Her kan end ikke vor egen Klaus Rifbjerg holde trit!
Det er blevet til meget – rigtig, rigtig meget – siden romandebuten “Carrie” i 1972, der blot fire år efter i 1976 blev filmatiseret af ingen ringere end Brian De Palma. Siden dengang er næsten alle romaner af King med usvigelig sikkerhed blevet omsat til det audiovisuelle medie, hvoraf flere har opnået status som moderne klassikere. Tænk her ikke blot på “Carrie”, men også på “The Shining”, “Misery”, “The Shawshank Redemption”, “Dolores Claiborne” og “The Green Mile”.
Helt så genial en film som de ovenfor anførte er “1408” dog ikke, hvilket primært skyldes en inkongruens mellem den nervepirrende uhygge i starten og den efterfølgende udfasning af selvsamme nær filmens kulmination. Der er – med andre ord – ikke en optimal udnyttelse af uhyggen i filmens slutning, der desværre kommer til at fremstå relativt tam i forhold til den klaustrofobiske uhygge, man oplever i starten. Men lad os se nærmere på selve filmens handlingsgang, førend vi kaster os over en endelig domsafsigelse.
I “1408” – en slags pastiche over “The Shining” – er vi i volden på et ondt hotelværelse, der på ingen måde ønsker det bedste for sine beboere. Mike Ensling (spillet gennemført af John Cusack) tjener til dagen og vejen som forfatter af paranormale værker, hvis primære formål det er at afkræfte eksistensen af overnaturlige og uforklarlige fænomener. Han er en mand med ar på sjælen, der helt og holdent har helliget sig hvervet at afdække og afsløre, at der ikke eksisterer noget mellem himmel og jord. Der er intet overnaturligt til stede i denne verden – ingen uforklarlige fænomener, man ikke kan kortlægge og forklare via rationel tænkning – og man sporer et noget nær manisk forsøg på at bevise dette. En manisk besættelse, der (viser det sig) har rod i fortiden, hvor en kær er blevet revet for tidligt bort.
Enslings besættelse af at skulle afdække det overnaturlige som værende humbugforanstaltninger, der skal sælge hotelværelser og gøre småbyer interessante for turister, viser sig at være dybere forankret end som så. Så da han indkvarterer sig på det luksuriøse Dolphin Hotel i værelse 1408 – trods alvorlige og gentagne formaninger fra hotelbestyreren, der spilles stereotypt brysk af Samuel L. Jackson – forventer han ikke just at få bekræftet tilstedeværelsen af noget overnaturligt, tværtimod.
Hurtigt viser det sig, at værelset ikke har Enslings bedste i sinde. Blod begynder at pible ud af væggene, der slår revner på kryds og tværs. For længst døde selvmordere viser sig for ham i noget, der minder om syner. Malerierne på væggene bliver levende, ånderne taler til ham og værelset nærmest absorberer den nu knapt så skeptiske forfatter. Ensling tror ikke længere på sin mentale sundhedstilstand og er overbevist om, at han er blevet bedøvet med et narkotisk stof, der skaber psykedeliske syner, men overbevises dog om, at der noget uforklarligt på færde. Noget større og mægtigere end han nogensinde havde turde forestille sig kunne eksistere.
Langsomt opløser virkeligheden sig i et substansløst intet, der inddæmmes af det forfærdelige værelse, der visualiserer og repræsenterer al den angst og dårlige samvittighed, Ensling bærer på i sit bryst. Han slynges ind i et levendegjort mareridt, der voldrider hans fornuft i en sådan grad, at han begynder at tvivle på, om han nogensinde igen vil komme til at opleve verden på den side af værelse 1408. Han bliver bombarderet med syner af kære døde, af familiemedlemmer, der er ladt i stikken og af en kone, han har forladt som konsekvens af et ubærligt dødsfald. Det bliver noget nær uudholdeligt, men den vedholdende forfatter nægter at bukke under for det pres, værelset ubønhørligt lægger på hans skuldre. Et mentalt pres, der ellers har drevet 56 mennesker i døden.
Filmens ubetingede force er indiskutabelt John Cusack, der leverer en formidabel under-huden-præstation som manden, der er fanget i sit livs værste mareridt. Præstationen er stærk og ægte, hvilket muligvis også har noget at gøre med Mikael Håfströms evner som personinstruktør. Den nerveplagede og selvmartrende forfatters skæbne tegnes flot op.
Ikke desto mindre begynder “1408” at miste intensitet en time inde i fortællingen, og man vænner sig hurtigt til værelsets grumme udskejelser, der ikke formår at holde gyset kørende uafbrudt i 108 min. Dertil er der for stort et fokus på det menneskelige drama, filmen også forsøger at skildre og udrede. Den formår med andre ikke at sidde på to stole, og filmen skaber to i sig selv interessante historier, men ikke en enkelt helstøbt – desværre. Men se filmen for de sporadiske gåsehudsscener og den altid gode John Cusack – det er den klart værd.