”Schrödingers grrrl” (2023) er den skønlitterære debut fra Marlen Hobrack (f. 1986), som følger den arbejdsløse 23-årige Mara Wolf. Hun kæmper med depression, jobcentret og ubetalte regninger, men en aften møder hun PR-agenten Hanno, som ser muligheder i hende trods hendes fejlslagne influencerkarriere: Mara skal foregive at være forfatter til en andens roman. Så vidt et resumé af bagsideteksten på den 330 sider lange roman om Mara, men hovedpersonen i den fiktive roman hedder også Mara.
Romantitlen er et spil på Schrödingers kat: Et tankeeksperiment om, at hvis man putter en kat i en lukket kasse med en radioaktiv kilde, som potentielt kan henfalde og dræbe katten, så er katten i en evig tilstand af levende/død, og man kan først konstatere om katten er død/levende ved at åbne kassen. Mara har selv en kat, som hun kun nødtørftigt passer, men er Mara selv levende (forfatter)/død (arbejdsløs) og det finder hun først selv ud af ved at åbne den kasse (depressionen), hun befinder sig i? Det kan være en læsning af romanen. Læsningen understøtter Marlen Hobrack ikke. I stedet for fortæller hun læseren, hvordan Mara har et svært liv, saboterer sig selv og udnytter forskellige situationer. Hobrack viser os ikke, hvorfor Mara har det svært, hvad hun prøver at slå igennem som via sociale medier og at få fortalt Maras udviklingshistorie er mindre indlevende end at få den vist.
Som karakter står Maras rige indre liv i diametral modsætning til hendes ydre passivitet. Det kan være en pointe, men forbliver uudforsket. Og så har vi det litterære plot, der er hovedfokus for bagsideteksten. Plotelementet overtager fortællingen på side 258 ud af de 330 sider. Ind til da har det været en løsdel i romanen. Og forfatterplottet er hurtigt og ret udramatisk overstået. Kortvarigt stiller Hobrack skarpt på, hvordan forfatteren er fokus for moderne litteraturforbrugere, ikke værket. Autenticitet er nøgleordet, hvor skellet mellem forfatter og fiktion udviskes. Her søger romanen også at udstille klichéerne i den litterære verden, men på vejen gør den sig skyldig i samme synd.
”Schrödingers grrrl” er præget af en overfladisk skrivestil, hvilket afføder spørgsmålet: Er romanen et stykke metafiktion, der selv er, hvad den kritiserer, da ingen kan undslippe konventionerne?
Jeg tror det ikke. Derimod besidder romanen et uforløst potentiale, som bliver tilsidesat for inkonsekvente temaer om arbejdsløshed, social arv, sociale medier og behov for ægte relationer.
