80´erne klinger af ren, uforfalsket filmmagi i mine ører. Et ikke ubetydeligt antal af mine favoritter blev til i dette pastel-årti, hvor jeg hver weekend havde min faste gang hos den lokale videopusher. Det var i VHS-æraens båndsalattid, hvor moviebox og lørdagshygge gik hånd i hånd. Nu er VHS en saga blot, men 80′ernes vidunderlige film kan – som aldrig før – nydes i høj kvalitet på dvd og Blu-ray. Her kommer – i tilfældig rækkefølge – 10 af de film, der ikke blot prægede min barn- og ungdom, men som jeg fortsat har stor glæde af at gense med jævne mellemrum.
1) “Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back” (Irvin Kershner, 1980)
Jeg var allerede solgt, da jeg så George Lucas’ første film i “Star Wars”-sagaen fra 1977. Som så mange andre drenge i 70′erne og 80′erne, samlede jeg på ALT “Star Wars”-relateret merchandise, og min forkærlighed faldt hurtigt på Yoda. Kærligheden til universet har holdt ved, og jeg får altid kuldegys, når John Williams’ fanfare markerer starten på et uforligneligt rumeventyr. Det skal blive spændende at se, hvad J.J. Abrams har i posen, når den syvende film i sagaen får premiere i 2015.
2) “Enemy Mine” (Wolfgang Petersen, 1985)
Den tyske instruktør Wolfgang Petersen Hollywood-debuterede i 1985 med det i dag mindre kendte, men absolut minde- og seværdige, science fiction-drama “Enemy Mine”. Filmen, der har Dennis Quaid og Louis Gossett Jr. i rollerne som henholdsvis militærpiloten Willis Davidge og Drac-rumvæsnet Jeriba Shigan, er et velspillet og medrivende drama om venskab og fjendskab forskellige racer imellem. Det er en science fiction-klassiker af den glemte slags, der gør krav på at blive støvet af. Se den … og nyd blandt andet også Maurice Jarres vidunderlige musik.
3) “Escape From New York” (John Carpenter, 1981)
Et ikke ubetydeligt antal af John Carpenters tidlige film har en fast plads i mit hjerte. Én af dem, jeg har set fleste gange, er “Escape From New York”, hvor Kurt Russell giver den som den hårde hund Snake Plissken, der skal redde den amerikanske præsident (spillet af Donald Pleasence) væk fra Manhattan, der fungerer som fængselsø. Filmen fik en alt andet end god efterfølger – også instrueret af Carpenter – i 1996, der bærer titlen “Escape From L.A”. John Carpenter arbejder pt. på et remake af “Escape From New York” – ikke at et sådant er nødvendigt!
4) “Howard the Duck” (Willard Huyck, 1986)
Det er ikke en hvilken som helst and, der satte præg på min ungdom. Det er ikke en hvilken som helst and, der i 1986 landede på jorden og skabte furore. Det er alien-anden Howard, det er dén and. I dag er “Howard the Duck” gledet i glemsel. Ingen husker – ingen kender? – længere den lettere obskure and, der både ryger, drikker og kender til eros. Filmen kom (pudsigt nok) samme år som en anden alien gjorde sin entré på jorden: ALF! NBC-serien om den lodne og katteelskende (læs spisende) alien kørte over fire sæsoner fra 1986 til 1990, og den var noget mere populær end Willard Huycks filmatisering af Steve Gerbers tegneserie om den sarkastiske and Howard.
5) “Poltergeist” (Tobe Hooper, 1982)
Hvert eneste år har jeg – til Halloween – én fast rutine. Jeg SKAL (sammen med Carpenters “Halloween” & Spielbergs “Jaws”) se Tobe Hoopers suveræne “Poltergeist”. Det er min årligt tilbagevendende filmtriatlon, som jeg altid ser frem til med glæde … og gru. “Poltergeist” har en udefinerbar stemning, der i sit filmiske udtryk opsumerer 80′erne i komprimeret form … og så er det bare knaldgod spøgelsesunderholdning. Filmen er pt. ved at blive genindspillet.
6) “Labyrinth” (Jim Henson, 1986)
I 1986 spillede David Bowie over for en ung Jennifer Connelly i Jim Hensons britisk-amerikanske eventyrklassiker “Labyrinth”. Det er en herlig fortælling om teenageren Sarah (Connelly), der er så guddommeligt træt af sin baby-lillebror, at hun ønsker, at Jared the Goblin King (Bowie) kommer og henter ham. Hun fortryder dog bitterligt, da ønsket går i opfyldelse, og hun har nu 13 timer til at gennemføre Goblin-kongens labyrint, hvis hun vil have broderen igen. Det er ægte filmmagi med en velspillende Bowie.
7) “Star Wars: Episode VI – Return og the Jedi “(Richard Marquand, 1983)
Richard Marquands “Return of Jedi” har nogle helt specielle væsner, som ikke alle bryder sig om. Selv hører jeg til gruppen, som synes, at de er fantastiske. Det er naturligvis Ewok’erne, der er tale om. De små, nuttede Gizmo-agtige bjørnevæsner fra Endor, der er med til at give film nummer 6 en helt særlig aura.
8) “Legend” (Ridley Scott, 1985)
Før Tom Cruise satte sig til rette i cockpittet i “Top Gun”, før han jonglerede med sprutflasker i “Cocktail” og før han spillede invalid Vietnamveteran i “Born on the Fourth of July”, da spillede han over for Mia Sara i Ridley Scotts exceptionelt stemningsfulde fantasyfilm “Legend” fra 1985, der har ditto exceptionel musik af Jerry Goldsmith. Jeg kan kun anbefale, at man anskaffer sig film såvel som soundtrack! Filmens billedside er ligeledes eventyrlig smuk og er skabt af Alex Thomson, der meget apropos også var fotograf på Hensons “Labyrinth” fra 1986.
9) “Gremlins” (Joe Dante, 1984)
“Gremlins” er produktet af Joe Dantes og Chris Columbus’ kreative filmhjerner. Jeg husker stadigvæk ganske tydeligt, da jeg første gang så filmen – det var julen 1987, hvor jeg en tidlig lørdag morgen så den på VHS. Nu – hvor jeg netop har fået den på Blu-ray – står det klart, at jeg ALDRIG bliver træt af Gizmo & Co. Filmen affødte i 1990 efterfølgeren “Gremlins 2: The New Batch”. Den når ikke den første til sokkerholderne. Og så er “Gremlins” i øvrigt – sammen med “Fars Fede Juleferie” og “Lethal Weapon” mine favorit-julefilm.
10) “Raiders of the Lost Ark” (Steven Spielberg, 1981)
“Raiders of the Lost Ark” behøver ingen nærmere introduktion. Den er gået over i folks filmbevidsthed som en – og det med rette – ægte klassiker. Trioen Spielberg, Kasdann og Lucas skabte et mesterværk inden for genren, og selvom Indys seneste eventyr fra 2008 var underholdende, så er der ingen af de tre efterfølgende film, der kan måle sig med denne første i serien. Det bliver spændende at se, om den planlagte femte film i serien – der er under udvikling – vil kunne matche “Raiders of the Lost Ark.”
Artiklen blev første gang bragt i 2013!