Anden del af filmfavoritter fra 80’erne byder på en bred vifte af film, der spreder sig over drama, horror, action, komedie og science fiction. Det er 10 film, der har været med til at definere årtiet og som er gledet ind i filmhistorien som klassikere og mesterværker. Der er tale om 10 film, jeg kan se igen og igen. Der er tale om 10 film, der ikke er blegnet og har mistet deres glans.

1) “Out of Africa” (Sydney Pollack, 1985)

Jeg elsker Karen Blixens roman “Den afrikanske farm.” Jeg elsker også Sydney Pollacks Oscar-vindende filmatisering “Out of Africa” fra 1985 med Meryl Streep (Hollywoods bedste kvindelige skuespiller, så er det sagt!) i rollen som den danske baronesse. Filmen er et billedorgie, der med musik af John Barry bjergtager fra start til slut … et mesterværk!

2) “48 Hrs.” (Walter Hill, 1982)

Før gavflaben Eddie Murphy mistede evnen til at vælge sine projekter med omhu, før tiden løb fra ham, medvirkede han blandt andet i Walter Hills suveræne actionkomedie “48 Hrs.” fra 1982. I “48 Hrs.” spiller Murphy den kriminelle Reggie Hammond, der sammen med en veloplagt Nick Nolte (der spiller den knotne politibetjent Jack Carter) skal fange en skydegal politimorder af den hidsige slags. 80’erne var i det hele taget Eddie Murphys årti, og en lang række af de film, han medvirkede i, er da også blandt undertegnedes favoritter.

3) “Aliens” (James Cameron, 1986)

Den måske bedste action-science-fiction-gyser, der er indspillet, er James Camerons adrenalinpumpede to’er i “Alien”-sagaen, “Aliens” fra 1986. Her manifesterer Ripley sig – spillet suverænt af Sigouney Weaver – som en bad motherfucker, man ikke skal bide skeer med. Filmen er et adrenalinrus, der går under huden, og som leverer action og gys nonstop i en efterfølger, der er mindst lige så god som Ridley Scotts første.

4) “A Nightmare on Elm Street” (Wes Craven 1984)

Wes Craven introducerede et af horrorfilmhistoriens mest ikoniske og sejlivede monstre. Et monster, der stadig underholder, bjergtager og ikke mindst hjemsøger én. Robert Englund er fænomenal som monsteret med knives for fingers! Hvis man i øvrigt vil se en ung Johnny Depp debutere som skuespiller på en yderst blodig facon, så må man anskaffe sig filmen. Den anbefales på det blodigste!

5) “Lethal Weapon” (Richard Donner, 1987)

Richard Donners quadrologi om Murtaughs og Riggs’ liv som betjente i overhalingsbanen har placeret sig solidt i filmhistorien – man finder ikke et sjovere og mere energisk makkerpar end tilfældet Gibson og Glover. Den ene er et dødbringende våben og den anden er blot  to old for this shit! Filmen bliver dog aldrig for gammel, og selvom Gibsons bundesligafrisure er lettere morsom, så er filmen stadig én af de bedste action-komedier, der er kommet ud af Hollywood nogensinde.

6) “Back to the Future” (Robert Zemeckis, 1985)

Robert Zemeckis instruerede i 1985 én af 80’ernes største kassesucceser: “Back to the Future” med Michael “Marty McFly” J. Fox. Den økonomiske succes betød, at der uvægerligt skulle produceres efterfølgere. Det blev der – hele to stk. – der dog ikke formåede at leve op til den førstes charmerende uskyldighed. Om end de to efterfølgere – fra henholdsvis 1989 & 1990 – er habile og gode, så er det stadig det første eventyr, der troner som det bedste.

7) “Die Hard” (John McTiernan, 1988)

John McTiernans første opus i den pt. fem film lange serie om John McClanes altid blodige kamp mod terrorister er en veritabel actionballet. Bruce Willis’ ikoniske karakter har for længst skrevet sig ind i filmhistorien, og man skal ikke være særligt velbevandret i actiongenrens historie, førend man kan placere Yippee ki-yay Motherfucker!

8) “Beverly Hills Cop” (Martin Best, 1984)

Også succesen med Martin Bests “Beverly Hills Cop” fra 1985 betød, at idéen skulle afprøves med efterefølgere. Det blev derfor en trilogi, hvor især den tredje film fra 1990 skiller sig mærkbart ud som noget notorisk juks. Det sjoveste ved denne er George Lucas’ cameo-optræden. Det siger det hele. Her kan man virkelig mærke, at Murphy er ved at komme på karrieremæssig glatis. Men inden denne deroute skete, gav han os heldigvis en af de sjoveste cop-movies nogensinde … og tak for det! Og så gør han det jo – trods alt – fortrinligt som Donkey!

9) “Batman” (Tim Burton, 1989)

Før Christopher Nolan kastede sig over Batmans dystre univers – i øvrigt med tre gennemført suveræne film som resultat – tog filmgotikkens mester (Tim Burton) fat i den kappeklædte hævner i 1989. Det resulterede i en vidunderlig sort-humoristisk film, hvor Michael Keatons præstation som den maskeklædte helt sidder lige i skabet. Burton fulgte i 1992 op med den ditto suveræne “Batman Returns”. Desværre valgte man efterfølgende  at satse på Joel Schumacher til de næste to i serien, hvilket resulterede i pangfarvede MTV-mareridt, hvor henholdsvis Val Kilmer og George Clooney gav den som Batman i fadæserne “Batman Forever” (1995) og “Batman & Robin” (1997).

10) “The Karate Kid” (John G. Avildsen, 1984)

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har set John G. Avildsens “The Karate Kid” fra 1984 med Ralph Macchio, Elisabeth Shue og salig Pat Morita, men det er mange … rigtig mange. Det er filmen, der for mit vedkommende banede vejen for film med de tunge drenge i 80’ernes og 90’erns martial arts-bølge. Film med Steven Seagal, Dolph Lundgren, Oliver Gruner, Michael Dudikoff og Jean-Claude van Damme.

Artiklen blev første gang bragt i 2013!