Denne tredje omgang med 80’er-favoritter kommer vidt omkring i det brogede genrelandskab. Der er horror, drama, komedie, science fiction, krig, fantasy, adventure, animation og action. En farverig menu, der består af delikater filmretter fra Hollywood. Næste omgang i serien med filmfavoritter, der måske allerede uploades i dag, holder en pause fra 80’erne for i stedet at se nærmere på 10 fantastiske film fra 70’erne … så stay tuned, as they say!

1) “Friday the 13th” (Sean S. Cunningham, 1980)

Cunningham lurede hurtigt slashertrenden, og han hoppede gladelig med på den teen kill-bølge, John Carpenter to år forinden havde kickstartet med “Halloween.” Med “Friday the 13th” fik horrorgenren et af sine mest ikoniske maskemonstre, nemlig Jason Voorhees. Den gode Jason gør dog først sin entré i film nummer to, for som enhver horrorkyndig gys og gru-elsker ved, så er det Jasons mor – Pamela Voorhees – der slagter de kåde teenagere ved Camp Crystal Lake. Og ja, det er Kevin Bacon, der i en af sine tidligste roller må forbløde efter at have fået struben skåret over.

2) “Airplane!” (Jim Abrams & David Zucker, 1980)

Spoof-genren er blevet trukket igennem meget mudder de seneste år, og i den forbindelse skal Wayans-brødrene ikke nævnes for noget godt. Men med spoof-mester numero uno – den uforlignelige Leslie Nielsen – er man sikret god og gedigen galimatiashumor … og her er “Airplane!”, der fik en so so-efterfølger i 1982, et must på listen. Jim Abrams er i øvrigt også instruktøren, der står bag 90’ernes to spoof-perler med Charlie Sheen, “Hot Shots” og “Hot Shots: Part Deux!”

3) “Platoon” (Oliver Stone, 1986)

“Platoon” er en film, der gør ondt at se. Så megen ondskab, så megen lidelse. Det er også et ubetinget mesterværk, der hører til blandt filmhistoriens bedste (anti)krigsfilm. Og så er det en af Oliver Stones største instruktørpræstationer. Filmen, der vandt fire Oscars ved uddelingen i 1987, blandt andet for bedste instruktion og bedste film, består af et stjernespækket cast, hvor både Willem Dafoe og Tom Berenger blev Oscarnomineret for deres præstationer. Og så er Samuel Barbers temamelodi hjerteskærende og tårefremkaldende.

4) “Rain Man” (Barry Levinson, 1988)

Tom Cruise havde styr på 80’er-dramaerne, og mange af de film, der blev produceret i perioden, har i dag opnået klassikerstatus. Det gælder også Barry Levinsons ekstremt fine fortælling om yuppien Charlie Babbitt (Tom Cruise), der – for at få del i farens arv på tre millioner dollar – bliver nødt til at engagere sig i sin autistiske storebror Raymond (Dustin Hoffman). Filmen er et road movie-eventyr med et fantastisk score af Hans Zimmer, og så modtag filmen i øvrigt hele 8 Oscar-nomineringer ved uddelingen i 1989, hvoraf den vandt de 4: En til Dustin Hoffman, en for bedste film, en for bedste instruktion og en for manus.

5) “The Abyss” (James Cameron, 1989)

James Cameron hører til i den absolutte topliga af tunge Hollywood-instruktører, og hans mellemnavn kunne snildt være Blockbuster. “The Abyss”, der er lige dele dybhavs-eventyr og science fiction-drama, handler om et dykkerteam, der leder efter en sunken atomubåd, men som i stedet får nærkontakt af tredje grad. Filmen vandt naturligvis en Oscar for visuelle effekter ved uddelingen i 1990, og den danske filmfotograf Mikael Salomon var nomineret i kategorien bedste fotografering. Det er en smuk, smuk film med dejlig musik af Alan Silvestri og mindeværdige præstationer af Ed Harris, Michael Biehn og Mary Elizabeth Mastrantonio.

6) “Ladyhawke” (Richard Donner, 1985)

Fantasy- og adventuregenren førte et formidabelt liv i 80’erne, hvor flere film, der i dag har sneget sig øverst op på klassikerpiedestalen, blev skabt. Det gælder også Richard Donners “Ladyhawke”, hvor Rutger Hauer og Michelle Pfeiffer kan opleves i rollerne som Etienne Navare og Isabeau d’anjou … et forelsket og forhekset par, hvor han hver nat forvandles til en ulv, og hvor hun om dagen tager skikkelse af en høg. Og ja, det er Michelle Pfeiffer, der sidder på Rutger Hauers arm på nedenstående billede.

7) “The Fox and the Hound” (Ted Berman & Richard Rich, 1981)

Film skal ikke synkroniseres. Animationsfilm skal ikke synkroniseres. Basta! Der går fine nuancer tabt, når danske stemmer skal voldes ned over originalstemmerne. Og i “The Fox and the Hound” leverer Mickey Rooney (ræven Tod) og Kurt Russell (hunden Copper) brillante stemmepræstationer. Filmen, der bygger på Daniel P. Mannix’ roman fra 1967, handler om det umage venskab mellem en ung ræv og en hund og fortæller historien om, hvorledes samfundet kan være med til at diktere vores opførsel.

8) “Lethal Weapon 2” (Richard Donner, 1989)

“Lethal Weapon”-serien, der pt. består af 4 film, alle instrueret af Richard Donner, kan prale af, at ingen af efterfølgerne er dårlige. De to første er de bedste, men ingen af de 4 film er dårlige. I toeren, der er en dyster sag, kæmper Mel Gibsons Martin Riggs med såvel bundesligafrisure, en smertelig fortid, sydafrikanske racist-nazister og tabet af en ellers nyfunden kærlighed. Det er en mesterligt orkestret actionfilm, der fuldt og helt lever op til den første … og ja, selvom Murtaugh mener, at han er to old for this shit, så klarer han problemerne uden at kny. Og det ville han i øvrigt også gøre i en femte film, så kom bare i gang, mr. Donner!

9) “Highlander” (Russell Mulcahy, 1986)

There can be only one … og hans navn er Connor MacLeod! Her gælder det om ikke at miste sit hoved, for hvis det først ryger, så ryger udødeligheden også. Det er Christopher Lambert, der har udødeliggjort den brave skotte på film, og han spillede rollen i tre af de fire efterfølgere. Ydermere medvirker en grum Clancy Brown i rollen som The Kurgan, der meget gerne vil have MacLeods hoved, samt Sean Connery som lærermesteren med det fantastiske navn Juan Sanchez Villa-Lobos Ramirez. Og som det sig hør og bør, så er der naturligvis også en genindspilning på trapperne

10) “The Golden Child” (Michael Ritchie, 1986)

Eddie Murphy er en essentiel del af 80’ernes filmlandskab, og “The Golden Child” er blot én blandt mange Murphy-klassikere, årtiet fostrede. Filmen, der var Murphys fjerde spillefilm, kom i kølvandet på succeserne “48hrs”, “Trading Places” og “Beverly Hills Cop.” Og selvom filmen om den gyldne dreng ikke helt kan måle sig med disse, så har den tilstrækkelig med gejst, humor, eventyr og fortælleglæde til, at jeg jævnligt vender tilbage til den … og så er Charles Dance jo også med, ej at forglemme!

Artiklen blev første gang bragt i 2013!