Steve Blooms Helt vildt: Spirit of the Wild er en formidabel og uforglemmelig rejse blandt nogle af klodens smukkeste skabninger. Skabninger, der er indfanget og fastholdt af Blooms kamera – det er fotoæstetik af den mest bjergtagende slags, man med nærværende bog fra Nyt Nordisk Forlag præsenteres for.
Fra første til sidste side (128 af slagsen) præsenteres vi for en lang række sanselige naturfotografier, der indkapsler og fastfryser dyr og fugle i deres rette elementer – om det er elefanten på savannen, den hvide haj i havet eller de smukke, blå araer i luften. Man begejstres for den passion, man sporer, Steve Bloom har lagt i hvert eneste fotografi. Det er sanseligt, det er æstetisk, det er fornøjeligt og fantastisk smukt!
Den engelske naturfotograf Steve Bloom skriver sig ind blandt sådanne fotokunstnere som finske Hannu Hautala og amerikanske Frans Lanting – de har alle tre gjort det til deres mantra at fremstille naturen ud fra en æstetisk grundidé, der har rod i den kærlighed, de alle føler for klodens skabninger. Denne kærlighed – denne passion – beskriver Steve Bloom selv rammende i bogens forord, hvor han skriver, at:
For den som skaber fotografier, kan kameraet udgøre en forlængelse af hjertet, en pensel, et musikinstrument, en notesbog med minder.
Steve Bloom indfanger med sit kamera den magi, der omslutter hver en skabning – om det er den svømmende hanelefant i Andamanerhavet, den stolte kejserpingvin ved Antarktis eller de dansende, japanske traner, så er fotografiet altid mere og andet end blot et fotografi. Det er magi!
De store og flotte fotografier ledsages af tankevækkende citater fra kendte personer. Citater, der ofte har konkret relevans for de fotografier, de ledsager. Eksempelvis er der en aforisme af George Orwell – der er knyttet til et fotografi af en hanløve, der gaber – der smukt illustrerer dette. Citatet lyder: Alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre.
Men bogen er andet end en flot samling fortryllende fotografier. Den er også en løftet pegefinger, hvor Steve Bloom – i kapitlet Den menneskelige påvirkning – gør sig til talsmand for, at vi skal passe på vores klode og alle de smukke skabninger, der bebor den.
Det eneste, man ærgrer sig over, når man efter endt rejse arriverer ved bogens afsluttende passus og sidste forførende fotografi, er, at rejsen ikke kunne vare blot lidt længere. Det er en smuk bog, man kan rejse ind i og fordybe sig i. Det er en bog, som enhver naturelsker og fotoentusiast bør have stående i reolen – lige ved siden af Hautalas og Lantings.
Man kan – hvis man ønsker mere magi fra Blooms kamera – købe bøgerne Elephant og Untamed, der dog ikke er udkommet på dansk, samt besøge fotografens hjemmeside på www.stevebloom.com