John R. Leonettis “Annabelle” (2014), der er en prequel-spinoff til James Wans “The Conjuring” (2013), fungerer i kraft af sine veludførte horrorklicheer, som den udnytter til punkt og prikke: hvinende violiner, smækkende døre, dæmonkyndige præster, stavrende gespenster og “in your face”-skrækmomenter leverede gys, gru og gåsehud!

Nogle vil nok også mene, at det netop er klicheerne, der diskvalificerer den som et interessant bekendtskab, men da jeg lige siden Tobe Hoopers “Poltergeist” (1982) har haft et ømt punkt for lede dukker, så måtte jeg jo et smut forbi “Annabelle”. Det er ikke en  genreinnovativ film, men det var 99 minutter i tilpas (u)hyggeligt selskab.

Det er i øvrigt interessant, at “Annabella” bevidst sender kærlige, intertekstuelle vink til Roman Polanskis “Rosemary’s Baby” (1968). I denne spiller Mia Farrow og John Cassavetes det unge ægtepar Rosemary og Guy, der flytter ind i et stort lejlighedskompleks. Hovedkaraktererne i “Annabelle” hedder – tada – Mia og John. De døber i øvrigt deres nyfødte datter Leah, der igen er navnet på én af naboerne i “Rosemary’s Baby”. Handlingen i “Annabelle” foregår i 1969, der også er året, hvor Sharon Tate bliver slået ihjel af Manson-familiens disciple. Og Tate var – som bekendt – gift med Roman Polanski.

Og så er der en bygning i filmen, der hedder “Barclay” – og hvis man kender sine onde dukker, så ved man også, hvorfor netop dét navn er interessant.