Woody Allen er en garvet herre, der kender sine neuroser, svagheder og karakterer fra inderst til yderst, hvilket “Magic in the Moonlight” (2014) lider under. Det er en charmerende stiløvelse, der især skal fremhæves for Emma Stones præstation som den clairvoyante charlatan Sophie. Stone passer med sine diamantglimtende dådyrøjne og fysiske fremtoning smukt ind i billedet af de svingende 20’ere.

Også Darius Khondjis varme fotografering af Provence, samt lydbilledet, skal nævnes. Jazzen, som Allen elsker at iklæde sine film, svøber sig fint om Khondjis stemningsfulde gengivelse af de sydfranske landskaber, og man tænker uvilkårligt på den noget bedre “Midnight in Paris” (2011), hvor Allen også tager hånd om 1920’erne og jazzen.

Og så er der naturligvis Colin Firth, der giver den som anticharmøren, nihilisten, pessimisten og misantropen Stanley i en sådan grad, at man har svært ved at acceptere, at den unge og livsglade Sophie på nogen som helst måde skulle kunne se en kærlighedsinteresse i ham. Men sådan er det hos Allen: ældre mænd og unger kvinder er ét af de temakrydderier, der afslører ham. Et auteurtræk, om man vil.