Efter at have lagt halvfrosne ører til det danske opvarmningsband Moi Caprice (og de britiske “special guest stars” White Lies) gik Coldplay på scenen – fashionabelt 25 minutter forsinket. Måske de blev opholdt backstage af inviterede VIP-gæster som Bjarne Riis og Prinsesse Marie. Who knows? Vejrprofeterne havde i øvrigt (noget nedtrykkende) lovet silende regn, men det blev blot til lidt blid “butterfly rain”, der ikke havde nogen indvirkning på den kommende kometagtigt suveræne koncertoplevelse, som Chris Martin og Co. skulle vise sig at levere.

Den krøltoppede forsanger var i hopla, og han lagde blandt andet ud med at takke publikum for at troppe op i det utidige (og kolde) vejr for at (hæ hæ) høre cold play! That’s funny stuff…

Imens den smukke storskærmsintro løb af stablen, hvor en satellit fiser rundt om jorden indtil den langsomt zoomer ind på Danmark og Herning, drøner Johan Strauss’ imposante mesterværk af en komposition An der Schönen Blauen Donau ud af højtalerne og henover ca. 40.000 begejstrede hoveder. Efterfølgende ville begejstringen ingen ende tage, da bandet spillede Yellow – fra albummet Parachutes – imens hundredvis af store, gule heliumfyldte balloner dansede henover et syngende og opstemt publikum. Det tegnede allerede her til at blive en fantastisk koncert!

Viva La Vida-touren startede i Herning, så man kunne frygte, at koncerten ville (eller kunne) være præget af en masse justeringsfejl. Men – set bort fra en fluktuerende lyd, der nogle gange ikke vidste, hvor den ville hen – så var det en “spotless” koncert med et band i højeste gear. Der var ikke kun lækre, sprøde toner fra forsangeren, der var også delikate trommesoloer, smukke ørehængere af stille klaverstykker og guitarsoloer med spark i. Alt i alt et suverænt samspil de fire bandmedlemmer imellem.

Selve showet var én lang æstetisk nydelse, der givetvis har krævet et kæmpe logistisk forarbejde. Den smækre videoæstetik, der blandt andet akkompagnerede nummeret Lovers in Japan – fra albummet Viva La Vida – gav gåsehud. Musikken blev ledsaget af en billedsmuk videomontage, der fyldte hele hovedscenens gigantiske storskærm. Ligeledes var scenografien og det flotte lys- og lasershow inkorporeret så fuldendt godt i showet, at man ikke kunne andet end at få sitrende ståpels på armene af den synæstetiske oplevelse, koncerten som helhed udgjorde.

Et element ved koncerten, der også bør fremhæves, er bandets pludselige forsvinden fra hovedscenen og efterfølgende opdukken på en “hemmelig” og intim scene midt i publikum, hvor de hyldede Michael Jackson med en smuk akustisk udgave af Billie Jean. En cadeau til et af musikhistoriens største ikoner, der sad lige i skabet.

Sceneshowet var – som skrevet ovenover – imponerende. Ligeledes var det en sanselig oplevelse at stå midt i et syngende menneskehav, imens konfettikanoner pustede kæmpe mængder af selvlysende konfettistumper (udformet som sommerfugle) ud over en mørk nattehimmel. En nattehimmel, der i ny og nær blev skåret igennem af knivskarpe laserstråler i røde, grønne og lilla nuancer. Det var smukt. Det var brillant. Det var FANTASTISK!

Én af undertegnedes favoritter var Fix You, der i den grad tog kegler. Et nummer så smukt og sanseligt, at man alene ved tanken om det får tårer i øjnene. Det er ej heller for ingenting, at lyrikken lader os vide, at: And the tears come streaming down your face, when you loose someone you can’t replace …

Som en ganske udpræget novice (så er det sagt, så er det skrevet) ud i musikkens verden, må jeg blankt krybe til korset og indrømme, at hverken Moi Caprice eller White Lies sagde mig noget – og det i enhver henseende. Ikke kun trængte lyden svært igennem, forsangeren i White Lies var også svært forståelig. Ja, han var næsten uforståelig. Det var muligvis grundet lydteknikken, men umiddelbart lød især White Lies i mine ører som “white noise”.

Den eneste anke ved dette giga-foretagende har intet – absolut intet – med selve koncerten at gøre. Rent infrastrukturelt og trafiklogistisk viste det sig efter koncerten, at de 40.000 gæster (i hvert fald dem i biler) måtte slå sig ganske alvorligt med tålmodighed. Der var kø. Der var lang kø. Der var en ABNORM lang kø. Det tog alene i nærheden af en time at blive gelejdet ud fra parkeringsområdet, og hvad der normalt tager ca. 1 time og 30 minutter (turen Herning/Odense) tog denne nat hele 4 udmattende og sindsoprivende kedelige timer. Det kunne være formidabelt – og anbefalelsesværdigt – hvis Messecenter Herning til deres næste kæmpekoncert får bedre styr på de trafikale forhold.

Men trafikken “by side”, så fik de omtrent 40.000 glade Coldplay–fans stillet sulten med intet mindre end 25 numre svarende til over to timers koncert. Det kan ikke være til andet end bestået. Afslutningsvis blev vi forkælet med to ekstranumre, hvor The Scientist var med til at sætte et fint og melankolsk punktum for koncerten. Med dette smukke nummer (samt Life in Technicolor II) gjaldende ud til os, og et fint og sprudlende festfyrværkeri på den bælgmørke nattehimmel, takkede det britiske superband af med pomp og pragt. Jeg kan blot konstatere, at det givetvis ikke er sidste gang, at jeg skal høre Coldplay Live in Concert – that’s for sure!