Hun hører lammene skrige. Hun vil gerne have, at skrigene forstummer. Lammeskrigene er lejret i Clarice Starlings sind. Det er et barndomstraume, der har inficeret hendes voksne liv. De vil (måske) stoppe, forsvinde, hvis hun fanger seriemorderen Buffalo Bill, der ynder at flå huden af sine kvindelige ofre.

Helt præcist, så har jeg set Jonathan Demmes “The Silence of the Lambs” (1991), der på dansk blev skamdøbt til “Ondskabens øjne”, femten gange. I går aftes for første gang på Blu-ray … en ægte HD-fornøjelse. Det eneste minus ved Blu-ray-udgaven, som er sendt på markedet af SF-Film, er, at den er fuldstændigt blottet for ekstramateriale. Det er noget øv!

Men glæden ved filmen er på ingen måde blevet mindre. I sin struktur er det en af de mest fuldendte psykopatfilm, der er blevet skabt. Jodie Foster leverer en brillant præstation som Clarice Starling og Anthony Hopkins er helt ubeskrivelig i rollen som psykopatpsykiateren, der (før han kom bag tommetykt panserglas) yndede at æde sine patienter og andre uheldige individer. Nogle med some fava beans and a nice chianti…

Når man i en periode er blevet injiceret med lidt for megen filmelendighed, jeg så forleden seriemorderthrilleren “Horsemen” (2009), så er det befriende at kunne vende tilbage til 1991, hvor Starling og Lecter i en slags partnersymbiose får knægtet seriemorderen Buffalo Bill.

Filmen er et smukt eksempel på, at less is more. Selvom den er voldsom, og selvom den indeholder voldsomme billeder, så forfalder den aldrig til formålsløst at slynge blood and guts-billeder i hovedet på os. Det er psykologien, der er det bærende fundament i “The Silence of the Lambs”. Det er forholdet mellem en überintelligent stjernepsykopat og en ung FBI-novice, der skaber filmens intensitet.

“The Silence of the Lambs” er en af de mange film, man skal have i samlingen. Den er et must have!