“The Hills Run Red” (2009) – instrueret af Dave Parker – havde jeg ingen forventninger til, da jeg i går aftes satte den i afspilleren. Plottet er lidt á la “The Blair Witch Project”, og filmen følger en filmnørds søgen efter den forsvundne mytiske horrorfilm “The Hills Run Red”, der er instrueret af den sagnomspundne instruktør Concannon.
Det viser sig, at nørden (+ følge) skulle være blevet hjemme, for hurtigt ender de på en psykopats uhyggelige filmset, hvor de ufrivilligt kommer til at spille hovedrollerne i en alt andet end fiktiv slasherfilm.
Filmen byder på en maskeret psykopat, en storbarmet blondine, bondeknolde, blod, splatter og indvolde i rå slagtermængder. Filmens struktur er inter- og metatekstuel, men byder på intet nyt under horror-solen.
Hvis man elsker et hurtigt gys, der kender (og benytter sig af) genrens virkemidler til fingerspidserne, så vil man ganske givet være fint underholdt de 77 minutter, horror-orgiet tager. Hvis ikke, ja så bør man nok styre udenom denne lille horror-flick.
