Død, krig og ødelæggelse har altid fulgt i kølvandet på menneskeheden, hvis manglende evne til forsoning har medført utallige grusomheder på krigens alter. Jacques Tardis “Fandens til krig” (Putain de guerre) skildrer i ord og tegninger rædslerne, de mange menige soldater mødte på slagmarken og i skyttegravene under Første Verdenskrig.
Lavinen begyndte at rulle, da det østrig-ungarske tronfølgerpar, Frans Ferdinand og Sophie, blev myrdet i Sarajevo af en serbisk nationalist den 28. juli 1914. Dette var startskuddet til en 4 år lang krig, der først sluttede den 11. november 1918. Det var en krig, der kostede over 10 millioner livet.
Da Tardi indleder sin fortælling, er krigen godt i gang. Mange soldater ligger allerede døde på slagmarken, og nye tropper sendes til fronten i kreaturvogne, der er proppet til bristepunktet. Det altid sultne krigsbæst skal fodres, og det er meget sultent. Ja, umætteligt.
Vi føres gennem krigens rædsler af en fransk infanterist, der fortæller om sine oplevelser fra krigens udbrud i 1914 til efterkrigsåret 1919. Vi følger ham på slagmarken og i skyttegraven, hvorfra han beretter om de gensidige og bestialske nedslagtninger, der praktiseres med lige stor intensitet af begge parter.
Vi hører om den kemiske krigsførelse og sennepsgassen. Vi hører om luftkrigen og de første rekognosceringstogter med fly, der dog udviklede sig til deciderede bombetogter ind over London og Paris. Vi hører om søslag, ubådskrig og om briternes ibrugtagen af tanks. Vi hører om den uhumske skyttegravskrig og det frygtelige ingenmandsland med pigtråd og hurtig død.
Tardis “Fandens til krig” er uhyggelig … og uhyggelig god. Den anonyme soldats makabre og detaljerede beretning om krigen og den umenneskelige afstumpethed, der finder sted på slagmarken, matcher tegningernes råhed. Tardi formår i overbevisende grad at fortælle, hvorledes fredelige og fredselskende civilister, der aldrig har gjort eller tænkt ondt, forvandles til morderiske krigsmaskiner, der blindt følger de befalinger, der udstikkes af regeringer og øverstbefalende – der naturligvis alle befinder sig i sikker afstand til frontens grusomheder.
Der er en anonymitet over måden, hvorpå soldaterne bliver skildret. Stregen er ikke detaljeret, men rå og upersonlig. Et æstetisk træk, der medvirker til at fremstille soldaterne som det, de er: ligegyldige marionetter, der flyttes rundt på det skakbræt, der er krigens. Menneskerne bliver ofret og slagtet som kreaturer, hvilket Tardi symbolsk illustrerer på de to øverste ruder på side 8.
Farverne er dystre, og det er sort, hvid, grå, brun og sepia, der dominerer. Ja, det er faktisk overvejende de første 16 sider, der gør brug af andre farver end de nævnte mørke. De primært dystre farver gør, at de skamskudte, iturevne og -sprængte kroppe, hvorfra blodet flyder, står skarpt og uhyggeligt. I “Fandens til krig” er ord og tegninger ligeværdige. Der er en synæstesi imellem dem, og sådan skal det også være.
© COVER: Faraos Cigarer