“Kakofonia”, der er tegnet og skrevet af Adam O., er en fascinerende rejse ind i et altomfavnende mørke, hvor dæmoner lurer bag hvert et hjørne. Det er en ordløs tegneserie, der skildrer et dystert univers befolket af forliste skæbner.

Han stirrer på mig med sine gule, tankefulde øjne. Tidligere var øjnene trukket ind i ansigtet, og kun de afgrundsdybe øjenhuler var at se. Nu sidder han på cafeen med sin øl, sit exit-badge og med kævlekvinden i nakken. Han har startet jukeboksen, der ironisk håner vores håb om en guddommelig indgriben. 

Djævlene danser, dæmonerne skriger og musikken, jukeboksen fodrer vores ører med, er afstemt og afpasset de fine og uhyggelige tegninger til fuldkommenhed. Der er den stakkels sjæl, der drukner sin smerte ved at søge til flasken. Her skjuler skæbnen sig, og han fanges, gemmes og forsvinder.

Der er også oceangrønne skibsforlis og gigantiske havmonstre, der ud af det blå overrasker os og lader uhyggen sprede sig sitrende og gåsehudsfremkaldende over hele vores krop. Man ser manden gå alene i et snelandskab, og da man bladrer til næste side finder man skælvende ud af, hvor elegant Sebastians “Du er ikke alene” er valgt som akkompagnerende melodi til netop denne skæbneberetning.

Hele tiden vender vi tilbage til manden på cafeen, der fungerer som en guide i det dystopiske og postapokalyptiske univers,  der er gennemsyret af ironi. Som da to hjorte sidder mageligt i deres sofa og nyder en kop kaffe, imens der på væggen bag dem hænger et sofastykke, hvor den nok så velkendte og brølende hjort er blevet skiftet ud med en vild, nøgen og brølende kvinde. Et elegant og surrealistisk tableau, der giver “Kakofonia” en disharmonisk lyd.

Og denne disharmoni er et bærende tema, der løfter historierne og giver dem djævlevinger. Vi tvinges ud af det trygge, velkendte og harmoniske for at blive konfronteret med de djævle, der i en eller anden grad har bo i vores indre. Trygheden udfordres af det utrygge. Det velkendte slås med det ukendte. Og harmonien bliver slået i gulvet af disharmonien, der med sin indlejrede uhygge skuler ud på os læsere, imens vi lettere ubehageligt til mode bladrer os igennem bogen.

“Kakofonia” visualiserer blandt andet kampen mod tiden og iscenesætter denne kamp på forskellige måder: Vi kæmper alle forgæves mod tiden, og i den kontrakt, vi gives ved fødslen, bliver vi alle sendt ud på en rejse, der ender det samme sted. Det  er det, der ligger imellem de to yderpunkter, der definerer os som individer, og her viser “Kakofonia”, at denne rejse er noget, der er forskellig fra individ til individ. Og nej, tiden er aldrig på vores side, som The Rolling Stones ellers forsøger at bilde os ind, at den er.

Bogens mange (skæbne)fortællinger munder ud i et afsluttende opus, hvor vores verden ligger i ruiner. Døden har triumferet, og det er Kim Larsen, der med “Fik du set det du ville” stiller det sidste og nok så vigtige spørgsmål. Og med bogens sidste billede foran sig kan man ikke andet end tænke på Bret Easton Ellis’ “American Psycho”: This is not an exit!

Dette er en tegneserie, man skal købe. Den læser sig gesvindt, man sluger den i én mundfuld … og så sluger man den igen og igen og igen! Den er uhyggelig, uhyggeligt vedkommende og uhyggeligt veltegnet.

© COVER: Fahrenheit