Første bind i Dennis Jürgensens krimiserie om efterforskningslederen Roland Triel – “Løbende tjener” – udkom i 2014, og sidste år udkom “Faldende masker”, der er sjette og sidste bind i serien. Det er dog først nu, at jeg er kommet med på vognen: Men bedre sent end aldrig, for Dennis Jürgensen er OGSÅ en ferm krimiforfatter, der har taget springet til de voksne læsere på flot facon.
Frans Jessen har skabt en milliardforretning med sine designersmykker. Efter en omfattende sag om ophavsretten findes den ene af de involverede parter myrdet på makaber vis, og jagten sætter ind på en skånselsløs morder.
I spidsen for efterforskningen står den erfarne Roland Triel fra Politigården i København. Triel lider under en personlig tragedie. For få år siden blev hans kone brutalt myrdet i deres hjem, og hans 13-årige datter blev voldsomt mishandlet. Sagen er aldrig blevet opklaret, og Triel er besat af tanken om at finde den skyldige.
Midt i arbejdet med den aktuelle drabssag giver Triels kones morder uventet livstegn fra sig. Efterforskningslederen hvirvles nu ind i et mørkt psykologisk spil med den forbryder, han vil gøre alt for at fange.
Jeg hører til blandt de alt andet end få læsere, der er vokset med Dennis Jürgensens romaner. Jürgensens fiktionsuniverser er en del af mit litterære DNA, og bøgerne tryllebandt og forfærdede mit unge og letpåvirkelige jeg i en sådan grad, at jeg aldrig har sluppet dem. De har trofast fulgt mig op gennem mit voksne liv, og mange af bøgerne er jeg stille og roligt begyndt at introducere mine egne børn for.
Med første bind i Roland Triel-serien er skridtet taget ind i et mørkt og makabert krimiunivers, der magtstjæler min evne til at lægge bogen fra mig. Jürgensen gør effektivt brug af cliffhangers, og de korte kapitler, som eksempelvis også Dan Brown excellerer i, gør det svært at sige godnat. Det ene tager det andet, og pludselig har vi rundet midnat.
Vi befinder os langt fra den klassiske ende af krimigenren, hvor et enkelt “uskyldigt” mord kan danne rammen om en hel roman. Der er ikke skyggen af britisk stokrosekrimiidyl i “Løbende tjener”, og Jürgensen beskriver i billedskabende detaljer, hvorledes morderen, der driver sit uvæsen, torturer og piner ofrene på modbydelig vis. Det er ikke Agatha Christie-skolen, Jürgensen dyrker, når han slæber sine læsere igennem en skærsild af modbydeligheder.
Man aner allerede tidligt, at Jürgensen ønsker at skabe en større og sammenhængende fortælling, der skal udvikle sig gennem de efterfølgende romaner: Den røde tråd, der skal binde de seks romaner sammen, er opklaringen af mordet og overfaldet på Roland Triels kone og datter. Hvem er morderen, og er der en mening med galskaben?
Vi får i første roman introduceret Triels datter, Andrea, der på fjerde år bor på et hjem. Hun er den eneste, der har set morderen, men hun har lukket sig inde i sig selv, og hun mæler ikke et ord. Trier selv er den klassiske ener, som mange krimier gør brug af: Enlig, har mistet, er ramt på sjælen og har været ude i et misbrug. Han har dog ikke mistet modet (eller humoren) og er på den måde et skævt pendant til alle de sortseende detektiver og efterforskere, man ellers møder i genren.
Sproget glider uhindret, og selvom Jürgensens kommatering gør, at man selv fylder ud undervejs i læsningen, jeg tilhører den “gamle” kommaskole, så ændrer det ikke ved det faktum, at hans krimidebut for voksne er en fuldgyldig af slagsen.
Jeg har for første gang i mit læseliv påtaget mig opgaven at læse en hele krimiserie kronologisk og i ubrudt kæde, hvilket er noget af et sats, da jeg har for vane at blive mæt af mord ad libitum ganske hurtigt. Men da Jürgensen med “Løbende tjener” har taget spadestikket til noget ret interessant – ikke mindst på karaktersiden – så vil jeg gerne følge serien til dørs, og jeg er allerede stævnet ud med toeren, “Dansende røde bjørne” … det tegner godt!
© COVER: Tellerup