Alfred Hitchcock, voyeurisme & “Rear Window”

Findes der film, man kan vende tilbage til igen og igen? Ja, det gør der!

Alfred Hitchcocks “Rear Window” så jeg første gang i 1988, da den havde dansk tv-premiere på DR. Siden har jeg set den et utal af gange på et hav af forskellige medier. Det er også blevet til digre, akademiske opgaver, der piller rundt i Hitchcocks flotte oeuvre.

På billedet nedenfor står Hitchcock sammen med Grace Kelly og James Stewart, der spiller kæresteparret L.B. Jefferies og Lisa Fremont, og i baggrunden kan man se den imponerende kulisse, der til perfektion ligner en baggård i Greenwich Village anno 1950’erne.

James Stewart spiller pressefotografen, som efter en ulykke sidder lænket til en kørestol i sin steghede ungkarlehybel. Han har nemlig brækket benet noget så eftertrykkeligt, og af lutter kedsomhed begynder han at udspionere beboerne overfor. Ganske hurtigt bliver han overbevist om, at han har overværet et mord, og derfor får han sin skeptiske kæreste Lisa (Grace Kelly) og sin morbide sygeplejerske Stella (en vidunderlig Thelma Ritter) til at agere detektiver for sig.

Den flotte Technicolor-film, der blev optaget hos Paramount Studios, er et studie i voyeurisme: Ja, den fik da også den fine titel “Skjulte øjne”, da den i 1955 fik dansk biografpremiere. Mange navnkundigheder inden for filmforskning og -kritik har arbejdet med voyeurisme-vinklen, og Hitchcock selv var da heller ikke blind for denne tilgang.

I François Truffauts interviewbog “Hitchcock om Hitchcock” bruger Alfred Hitchcock selv den fine betegnelse “luskekigger”, og Truffaut udtaler, at:

“Vi er alle voyeurer, for eksempel når vi ser en film, hvor der foregår intime ting. I øvrigt befinder James Stewart ved vinduet sig i samme situation som en tilskuer til en film.” (s. 163)

Også en af amerikansk filmkritiks mest betydningsfulde stemmer – salig Roger Ebert – skriver i “The Great Movies II”, at:

“I sometimes fancy that various archetypal situations circled tirelessly in Hitchcock’s mind, like sharks in a tank at the aquarium. One of them was fascination of voyeurism – of watching people who do not know they are being watched.” (s. 366).

Ligeledes foretager Donald Spoto i sin store værkanalyse “The Art of Alfred Hitchcock” en voyerisme-analyse, hvor han kommer ind på ansvaret ved at være en, der “bare” tager billeder.

“Rear Window” er en film af den slags, man aldrig bliver færdig med.