Amager Fælled og politisk inkompetence!

Politiken har de seneste dage kørt en artikelserie om unge mennesker, der ikke kan finde lejeboliger i København. Der er for få af dem, og de er for dyre. Med afsæt i denne artikelserie konkluderer Socialdemokratiet med hovedet under armen, at det er tydeligt, hvorfor der skal bygges på Amager Fælled. Det svarer til, at man konkluderer, at sukkersyge skal bekæmpes ved at forbyde søde sager.

De radikale, socialdemokraterne, venstrefolkene, de konservative, dansk folkeparti og de liberale er alle enige om, at Amager Fælled skal cementeres og asfalteres. Ja, DF’s buldrende, populistiske talerør Søren Espersen, der jo er kendt for at vide alt uden at vide noget, beklagede sig forleden over, at byggeriget på Amager Fælled blev standset. Som han uvidende skrev i sit Facebookopslag: ”(…) for derude bor nogle vandsalamandere” … for Søren Espersen, altså!

At Københavns Kommune forbryder sig imod lovgivningen ved at modsætte sig Miljøklagenævnet og Planklagenævnet, som har beordret byggeriet på Amager Fælled indstillet med øjeblikkelig virkning – så man har tid til at undersøge, om byggeriet strider imod EU’s habitatdirektiv, der skal beskytte truet natur og dyreliv – er mindre vigtigt.

Men her har vi altså endnu et skoleeksempel på politikere, som sætter naturen ud af spillet i en tid, hvor de ellers prædiker nødvendigheden af at gøre det modsatte. Socialdemokratiet gør, hvad politikere generelt er rigtig gode til: De søger den lette og bekvemme løsning, der ligger lige til højrebenet … naturen planeres, og man skaber dermed en midlertidig, men langtfra langtidsholdbar løsning. For hvad gør politikerne, når der ikke længere er natur at tage af? Og nej, den bynære natur med vildt islæt er i forvejen noget nær ikkeeksisterende i København.

København skal reformeres, boligpriserne skal reformeres. Der er for stor søgning til en by, der ret beset er for lille til at huse det antal mennesker, der strømmer dertil. Det nytter ikke noget at planere eksisterende natur for at skabe overprisboliger: Det svarer til, at man putter et plaster på et ben, der er blevet flået af ved hoften af en bjørn.

Man skal tage højde for den eksponentielle vækst på måder, der ikke er populære. Og hvis der er noget, politikere ikke kan lide, så er det at tage beslutninger, der går flertallet imod. Ergo er det naturen, der skal flytte sig.