Anders And Classic 3 kom med posten i går

Årets tredje nummer i Egmonts nye, fantastiske serie om Andebys indbyggere, Anders And Classic, lander på butikkernes hylder den 23. maj. Denne gang er bladet viet til den chilenske mestertegner (ja, mestertegner!) Victor Arriagada Rios, der blandt andelæsere omtales med det mere mundrette kunstnernavn Vicar.

De 98 sider, dette tredje nummer i serien udgøres af, er spredt ud på 7 historier, hvoraf de to af dem – Nantucket Nellie og Anders den frygtløse – aldrig har været bragt på dansk før.

Vicar, der desværre døde i 2012 efter længere tids sygdom, hører til blandt de mest produktive Andeby-kunstnere, og hans samlede produktion tæller over 10.000 tegnede sider. Denne produktivitet til trods var han – blandt norske læsere – en ganske anonym tegner. I hvert fald, hvis man skal tage nedenstående anekdote for pålydende.

Man kan nemlig i den norske udgave af Hall of Fame: Bind 4, der tager hånd om Vicar, læse, at ikke så få norske andelæsere troede, at Vicar, når denne blev krediteret som tegner, betød “vikar for Walt Disney” … tsk, tsk, tsk!

I skal heller ikke snydes for dette lille pudsige sammenfald: Vicar kom til verden den 16. april 1934 og end ikke en måned efter, blev verdens mest berømte and født. Anders kom nemlig til verden fuldt påklædt i Wilfred Jacksons Silly Symphonies-tegnefilm The Wise Little Hen den 9. juni 1934.

De syv historier, man kan læse i dette Vicar-nummer, er disse:

Popstjerne (bragt første gang i 1979)
Et olieeventyr (bragt første gang i 1978)
På jagt efter fætter Ferdinand (bragt første gang i 1981)
En dårlig nabo (bragt første gang i 1981)
Noget at klage over (bragt første gang i 1983)
Nantucket Nellie (ikke tidligere bragt på dansk, fra 2013)
Anders den frygtløse (ikke tidligere bragt på dansk, fra 1995)

21 23

Når man om tre dage står med det nye Anders And Classic i hænderne, og man sikkert alt for hurtigt har læst sig frem til den sidste, farverige side, så afsløres det, at det næste nummer er i handlen den 27. juli, og at det kommer til at indeholde historier af den – desværre også! – afdøde, italienske tegner Romano Scarpa. Også dette nummer vil diske op med ikke tidligere bragte historier, og man kan således se frem til He Who Steals My Planes og The Case of the Soccer Tickets.

Jeg kan kun afslutte med følgende: Glæd jer til Vicar-nummeret!

Vicar - 2

Vicar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.