ANMELDELSE: “All the Boys Love Mandy Lane” (2006)

Det er forståeligt nok, at “All the Boys Love Mandy Lane” i Jonathan Levines overraskende gode teen-kill film fra 2006. For hun er en smuk pige med et stille, uudgrundeligt sind.

Hvis man er vokset op med John Carpenters “Halloween”, Sean S. Cunninghams “Friday the 13th” og Wes Cravens “A Nightmare On Elm Street”, der alle blev til i genrens guldalder i slut 70’erne og start 80’erne, kender man også genrens konventioner til fingerspidserne. Ikke desto mindre hænder det i ny og næ, at der dukker en film op, der overrasker. En sådan film er “All the Boys Love Mandy Lane”.

Filmen indledes med en sprød lydside, der måske mere indikerer romantik end rædsel. En smuk, blond pige (Mandy Lane, spillet af Amber Heard) skrider ned ad skolens gang, imens alle – drenge som piger – vender sig om for at betragte hende. Hun er uopnåelig, hun er en gudinde og ALLE drengene ønsker kun én ting: at være sammen med hende.

Mandys bedste ven – den nørdede Emmet – er ligeledes forgabt i hende, men har samtidig indset, at han næppe (sammenlignet med alle de sportstrænede fyre, der også gør kur til hende) har en kinamands chance for at erobre hende. Men, hvem ved, måske er der en grund til, at han render rundt med en Darwin T-shirt, der bærer påskriften “natural selection”.

Da en af fyrene på skolen skal holde fest på sin fars Texas-ranch, og Mandy har takket ja til at komme, bliver der straks indgået væddemål om, hvem der først får snakket trusserne af hende. Hvad de dog ikke ved er, at festen kommer til at udvikle sig til det rene, blodige mor(d)skab, da Mandys venner én efter én bliver ofre for en tydeligvis mentalt ustabil person med hang til dolke og skydevåben.

Filmen er ikke – som så mange af dens ligesindede – båret af et gigantisk body count. Ligeledes er udførelsen af mordene ikke så grafisk detaljerede, som vi kender det fra f.eks. Rob Zombies remake af “Halloween” eller de nye “Saw” og “Hostel”-film. Til gengæld har filmen en god atmosfære, der kryber under huden, og et tvist, som – vil jeg påstå – vil komme bag på selv den mest erfarne horrorkonsument.

“All the Boys Love Mandy Lane” spiller bevidst på hele genrens klaviatur. Vi får den klassiske objektificering af kvindekønnet, og der forbruges store mængder alkohol og rusmidler: midler, der helliger målet, sex! I al denne fejring af den klassiske genrestruktur er der dog også blevet plads til lidt nytænkning. Her ikke mindst billed- og lydsiden, der gør filmen til mere end blot mor(d) for mor(d)skabens skyld. “All the Boys Love Mandy Lane” skal klart anbefales.