ANMELDELSE: “Birdman” (2014)

Hvem er Birdman? Altså udover at være en fiktiv superhelt? Jeg mener, en decideret fiktiv, udklædt aktivist helt uden nogen form for eksistens, hverken i tegneserier, tegnefilm eller på film. Birdman er alene tilstedeværende i filmen af samme navn, og ikke engang her findes han. Han, et menneske i en fugledragt, optræder kun som et svagt minde i en udbrændt skuespillers bevidsthed. En skuespiller, Riggan Thomson, der står ansigt til ansigt med forglemmelsen og sin egen dødelighed. Han er hverken en god far, ægtemand eller et godt menneske. Men er han en ægte skuespiller? En kunstner, hvis nerve og indre blotlægges ved mødet med publikum, anmeldere og sit eget selvhad.

Birdman er sammensmeltningen af en film og et teaterstykke, hvor tæppet trækkes fra, falder og hives væk under tilskuerne, og det gøres med en elegance, en kløgt og med dobbelttydighed, så man ikke ved hvem som peger fingre af hvem. Tilbage står kun kritikken af et selvoptaget, selvbevidst samfund, der bebost af grådige, overfladiske mennesker.

Filmteknisk trækker Birdman på virkemidlerne fra teatret, og den kan ses som ét langt teaterstykker, hvor kameraet tålmodigt dvæler på scenens optrædende skuespillere, og man opdager det næsten ikke som tilskuer. Overgangen fra en scene til en anden er så sømløs, at skuepillerne glider sammen i én homogen enhed; men de er ikke homogene, nærmest det modsatte. Alligevel er skuespillerne mennesker med alt, hvad der hører med af dårligdomme, uforløst potentiale og selvdestruktiv adfærd.

I midten af det hele står Michael Keaton. I filmen hedder han Riggan Thomson og er en skuespiller på vej nedad. På toppen af sin karriere var Thomson iført en hjelm med et næb og et vingebeklædt kostume, men nu er han udateret og irrelevant for de fleste; både dem, der er tæt på ham, men også publikum. I et sidste forsøg på at efterlade sig mere end minderne om hvem han engang var på film, vil Riggan skrive, instruere og spille hovedrollen i et teaterstykker af Raymond Carver på Broadway.

Omgivet af fænomenale skuespillere, i særdeleshed Edward Norton som den krukkede teaterskuespiller Mike Shine, giver Keaton vel nok sin bedste skuespilpræstation nogensinde. Der er ironi og selvbiografiske spor at ane, og der er hjerte at føle. Emma Stone (som Riggans besværede datter Sam)  fortjener også at blive fremhævet for sin fornemme præstation, og selv Zach Galifianakis fungerer i sin tilpas afdæmpende rolle som Riggans ven og advokat, Jake.

De selvbiografiske spor lægger filmen absolut ikke skjul på, for tilbage i 1989 lagde Keatons Batman i høj grad grunden for den veritable bølge af kostumeklædte superhelte på film, vi oplever i disse dage. Her godt femten år senere er Michael Keaton overvejende glemt, overstrålet af nye, yngre skuespillere i film med større budgetter og ustoppelig succes. Men ikke længere!  For som Birdman er han tilbage, og der er ikke det, denne superhelt ikke kan. Han får os til at grine, synke en klump, underholder og får os til at tænke. Så alt afhængigt af, hvad du ønsker at få ud af filmen, så er der stor chance for, at du får det.  Og er det egentligt ikke præcist hvad god kunst gør? For ved at lade alle disse tråde flette sig ind i hinanden, hvor de nævnte karakterer i Birdman skaber et ekko af deres egne liv på teaterscenen, er det i høj grad op til publikum at vurdere, hvad man ønsker at tage med hjem. For er man vidne til en komedie, en tragedie eller noget helt tredje?

Selve titlen er et nik mod den klassiske superhelt, hvor mediet, være det sig tegneserie, tv-serie eller film, bærer superheltens navn. Men selvom superhelten spiller en væsentlig rolle, både plotmæssigt og via popkulturelle referencer, så handler Birdman om mennesket bag masken.

Det er fristende at rejse sig og give instruktøren af Birdman – Alejandro González Iñárritu – et stående bifald, men man bliver siddende i sit biografsæde og ser en optaget, redigeret film. Eller det er i hvert fald hvad et rationelt menneske vil mene. Iñárritu har ligeledes været med til at skrive manuskriptet og har tidligere instrueret Babel (2006) og Biutiful (2010).

For at vende tilbage og afslutte med svaret på det indledende spørgsmål, så Birdman er et satirisk los i skridtet på samfundets overfladiskhed, en humoristisk strakt langemand til teaterverdenens prætentiøsitet og en kunstnerisk lussing til anmelderstabens fejhed. Og så er det en gal og genial film. spark