ANMELDELSE: “Black Water” (2007)

Black Water, der er baseret på virkelige hændelser, tilhører genren af real-life-creature-horror, der forbinder den med sådanne film som Open Water, Adrift og Prey.

Men hvor eksempelvis Prey i enhver henseende er et håbløst og falleret projekt, der allerede fra dens spæde start falder pladask til jorden med et øredøvende løvebrøl (filmen handler om en familie, der er omringet af løver på savannen), da er Black Water en nervepirrende modbydelighed, der strabadserer ens nerver og efterlader dem i tynde, gennemtyggede trævler.

Black Water tager udgangspunkt i, hvad der skulle have været en hyggelig ferie i den australske natur. En ferie, der dog udarter sig til et veritabelt mareridt, da Grace, hendes kæreste Adam og lillesøsteren Lee under en sejltur bliver kæntret af en kæmpe saltvandskrokodille. De må skynde sig ud af vandet, førend krokodillen når at sætte dens tænder i dem.

Én efter én må de konfrontere det sultne bæst, der gemmer sig i det grumsede mangrovevand.

Filmens force er dens eminente scener af kombineret suspense og surprise. Vi ved, at krokodillen befinder sig i vandet. Vi ved, at den højst sandsynligt vil angribe – vi ved blot ikke hvornår og hvordan! Vi holdes på pinebænken (alt imens de overlevende klamrer sig til livet i håbet om igen at kunne vende helskindet tilbage til civilisationen) for med et at blive slynget tilbage i sofaen af skræk og surprise, da det meterlange krybdyr uforvarende skyder op ad vandet i forsøget på at lukke sine muskuløse kæber om ét af de sagesløse mennesker.

De smukke stemningsbilleder af den australske natur, der løbende klippes ind i Black Water, fungerer ikke blot som ligegyldige, æstetiske afbræk fra den til tider voldsomt påtrængende film, men fungerer også på et intelligent niveau, hvor de er med til at illustrere naturens orden. En orden, som de uheldigt strandede hovedkulds er blevet en ufrivillig del af. Eksempelvis er der på et tidspunkt et makroskud af en elegant guldsmed, der (badet i sollys) lander på en gren. Efter dette smukke og harmløse skud klippes der til en guldsmed, der i hjælpeløs passivitet transporteres bort af en flok myrer til efterfølgende fortæring. Symbolikken er tydelig…

Filmen er båret af en intens stemning, der gennemsyres af uhygge, gåsehud og mavekneb. En stemning der gør, at man løbende finder sig stående frem for siddende. Den befinder sig i samme uhyggelige farvand som Open Water, hvor et uheldigt dykkerpar efterlades på (som titlen indikerer) åbent vand til de tilsvømmende hajers fornøjelse.

Aldrig har så store vidder føltes så klaustrofobisk – det samme gør sig gældende for Black Water, der er en studie i den mavekrympende skræk, man uvilkårligt må opsluges af, når man finder sig overfor noget, der er så meget større og stærkere end én selv.

Man er glad, når man når frem til filmens rulletekster. Ikke fordi filmen var dårlig (på ingen måde), men fordi den simpelthen var for god til at simulere den skræk, de strandede mennesker må have følt, da de så sig parkeret i Helvedes forgård med en vogter så hæmningsløst standhaftig, at deres overlevelseschancer fra start af var at regne i mikroprocenterne.

Hvis du synes om Open Water, så er der ingen tvivl om, at også Black Water vil ramme plet.